To små piger, der tirsdag blev bortført i Norge, er blevet fundet i god behold. Flere er anholdt.

De to piger på et og tre år, som blev bortført fra den norske by Brandbu tirsdag, er fundet i god behold.

Børnenes far og to andre personer er blevet pågrebet.

Børnene blev fundet i et hus i centrum af Hønefoss, og det var også her, pågribelserne fandt sted. Det foregik ifølge politiet helt uden dramatik.

- Vi er meget glade for, at børnene er fundet, og vi takker alle, som har medvirket med en god indsats, siger politiets informationsrådgiver i Vestoppland, Tom Pettersen.

De to piger blev bortført af maskerede mænd, mens moderen var til møde med repræsentanter for børneværnet. Bortførerne brugte peberspray og elektrochok-våben og truede sig til de to piger.

Et par timer senere blev en svenskregistreret Saab stoppet på E6 i Østfold, og to mænd blev pågrebet. En tredje mand blev anholdt kort efter.

/ritzau/NTB