USA's næststørste kæde af boghandlere tvinges til at lukke. Kunderne foretrækker e-bøger og online-indkøb.

I slutningen af september er samtlige butikker i USA's næststørste bogforhandlerkæde, Borders, lukket. Selskabet har længe kæmpe med økonomiske problemer, og uden succes forsøgt at finde en køber til den resterende del af forretningen.

Frem for at lægge vejen forbi en af Bordes hundredvis af forhandlere foretrækker kunderne at købe elektroniske udgaver af bøgerne eller købe de traditionelle papirudgaver over Internettet. Det ændrede indkøbsmønster har smadret indtjeningen hos Borders.

- Alle involverede har gjort deres bedste for at finde en løsning, så det er en trist udvikling, siger selskabets direktør Mike Edwards.

- Vi har bestræbt os på at nå et andet udfald, men modvinden har i længere tid været for hård. Bogindustrien har ændret sig hurtigt, den økonomiske udvikling (i USA, red) er svag og elektroniske bøger har revolutioneret markedet, siger Edwards.

Allerede denne uge indledes lukningen af selskabets resterende 399 bogbutikker. Processen vil være afsluttet i september.

Den største bogkæde i USA, Barnes & Noble, har også økonomiske problemer.

Sidste gang Borders kunne præstere et overskud var i 2006. Siden er omsætningen hvert år reduceret med cirka en milliard dollar. Allerede i foråret 2008 begyndte Borders at lede efter en køber til forretningen på grund af de finansielle vanskeligheder. Men uden held.

/ritzau/DPA