Hjælpen til de nødlidende europæiske økonomier er ikke tilstrækkelig, og Den Europæiske Centralbank bør straks indlede ubegrænsede opkøb af statsobligationer, mener lederen af den økonomiske samarbejdsorganisation OECD.

Politikerne og Den Europæiske Centralbank gør ikke nok for at inddæmme den økonomiske krise i eurozonen, og de to store katastrofefonde er ikke i stand til at reagere hurtigt nok og med styrke nok til at afværge krisen. Sådan lyder budskabet fra generalsekretær Angel Gurria fra den økonomiske samarbejdsorganisation OECD. Det skriver nyhedsbureauet Reuters ifølge business.dk

- Når du har ECB, som kan gå ud på markederne og bringe renterne ned, hvor så ikke? Hele systemet er på spil, og euroen bør ikke udsættes for den risiko, sagde Gurria søndag på en konference i Slovenien.

OECD-lederen udtrykte håb om, at den tyske forfatningsdomstol 12. september vil godkende europæiske stabilitetsmekaniske ESM, men han gjorde det klart, at den og nødhjælpsfonden EFSF ikke rækker, hvis politikerne vil standse uroen på finansmarkederne.

Direkte adspurgt, om han mener, at ECB skal gå i aktion med ubegrænsede opkø af statsobligationer for at holde renterne i ro i gældsplagede lande som Italien og Spanien, svarede Gurria »jo før, jo bedre.«

Angel Gurria tror dog på sammenholdet i eurozonen i det lange løb.

- Jeg tror, at ingen lande bliver nødt til at forlade euroen, ingen lande bør forlade euroen, og jeg tror, at andre lande vil blive optaget i euroen i fremtiden,« sagde OECDs generalsekretær ifølge Reuters.