Askeskyen fra vulkanen i Island har bragt visse flyselskaber på fallittens rand, siger brancheorganisation, der beder EU give lov til at hjælpe selskaberne.

Mindst fem europæiske flyselskaber risikerer at gå konkurs, efter de har været tvunget til at holde deres fly på landjorden på grund af asken fra den islandske vulkan.

Det siger chefen for den internationale brancheorganisation for lufttransport (IATA).

- Mere end fem mellemstore og små europæiske selskaber risikerer at måtte lukke, fordi de mangler penge, siger IATA-direktør Giovanni Bisignani i et interview med italiensk tv.

Han tilføjer, at han vil bede EU give medlemslandene lov til at godtgøre de luftfartsselskaber, der har været nødt til at holde deres fly på landjorden.

Ifølge IATA's beregninger har de seneste dages aflysninger kostet flyselskaberne et beløb svarende til 1,4 milliarder kroner dagligt.

Selskaberne vil ifølge Bisignani "ikke sætte billetpriserne i vejret på grund af konkurrencen".

EU-Kommissionen sagde mandag, at den er klar til at lade EU-landene tilbyde økonomisk hjælp til luftfartsselskaberne på betingelse af, at hjælpen er berettiget og ikke er en form for forklædt statsstøtte.

EU's transportkommissær, Siim Kallas, mødtes tidligere på dagen med repræsentanter for flybranchen, siger hans talsmand.

/ritzau/AFP