Venner som Syriens præsident, Bashar al-Assad, lykønsker i varme vendinger, mens Vestens ledere er mere forbeholdne.

Vladimir Putin, der med godt 64 procent af stemmerne snart sætter sig til rette i Kreml som Ruslands næste præsident, bliver lykønsket varmt med sejren fra venner som Venezuelas præsident Hugo Chavez, Kinas præsident Hu Jintao og Syriens Bashjar al-Assad.

Sidstnævnte giver udtryk for, at der med Putin på posten varsles stabilitet, mens Hugo Chavez hylder de »strategiske« forbindelser mellem de to lande.

Ligeledes var der varme gratulationer fra Hvideruslands præsident, Alexander Lukasjenko, kaldet »Europas sidste diktator«, der gav udtryk for, at Putins »overbevisende sejr« er udtryk for det russiske folks »dybe tilfredshed« med hans bestræbelser på at »gøre Rusland stærkere og mere respekteret på verdensscenen.«

Køligere umiddelbare reaktioner var der fra vesteuropæiske ledere. Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, sagde gennem en talsmand, at han havde »noteret« sig Putins sejr, men var ved at studere rapporten fra de europæiske valgobservatører fra organisationen OCSE. Den taler blandt andet om, at der på en tredjedel af de steder, som OCSE har observeret, var forekommet »uregelmæssigheder«.

Tysklands Angela Merkel ville senere mandag ringe til Putin og ønske ham succes, men også fortælle, at han gerne må genindføre større politisk frihed i Rusland.

Den britiske premierminister, David Cameron, siger, at mens de foreløbige rapporter peger på, at valgkampen har været skæv og til fordel for Putin, så er det også klart, at valget »har leveret et afgørende resultat.«