Trods en hjælpepakke på 966 milliarder kroner er den græske økonomi stadig i fare, viser en ny fortrolig EU-rapport.

Efter mere end 12 timers forhandlinger godkendte eurolandene tidlig tirsdag morgen en hjælpepakke til Grækenland til en værdi af 966 milliarder kroner. Det er dog ikke ensbetydende med, at Grækenland er sikker på at undgå en statsbankerot, viser en fortrolig EU-rapport fra den 15. februar, som Reuters og Financial Times har fået indsigt i.

Ifølge Reuters er rapportens konklusioner en medvirkende årsag til, at flere EU-lande har tøvet med at støtte en hjælpepakke til Grækenland.

ER DET OVERHOVED MULIGT AT REDDE GRÆKENLANDS ØKONOMI? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN

Nyhedsbureauet skriver videre, at rapporten kommer ind på modstridende mål, som Papademos-regeringen skal forsøge at nå, og at udfordringen primært er, at der på den ene side skal skrues ned for det græske statsunderskud, og på den anden side skal skabes vækst i landet.

Ifølge EU-rapporten, der er udarbejdet af eksperter fra EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond, risikerer Grækenland, at den nye aftale vil resultere i færre penge til den græske statskasse, som vil få underskuddet til at vokse i stedet for at blive mindre.

Desuden indeholder aftalen store nedskrivninger af gælden til Grækenlands private kreditorer, som risikerer at afskrække bankerne fra at låne landet penge i fremtiden.

Endelig peger rapporten på ulemperne ved det tunge græske bureaukrati, de politiske interesser, der er imod økonomiske reformer, og udfordringen ved at overbevise den græske befolkning om større lønfleksibilitet.

Tror du, at hjælpepakken på 966 mia. kr. kan være med til at redde Grækenlands økonomi?

Eller bør Eurolandene erkende, at de hverken kan gøre fra eller til?

Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i B.T.