Fredagen efter Thanksgiving har udviklet sig til årets største og mest hektiske indkøbsdag i USA. Kæmpekøer foran butikkerne skabte flere steder kaos og sikkerhedsfolk måtte bruge peberspray for at holde styr på mængden.

Millioner af amerikanere brugte den såkaldte 'Sorte Fredag' på at gå på indkøb. Dagen efter Thanksgiving skydes julehandlen i gang, og salgstallene giver en god indikation af tilstanden i den amerikanske økonomi.

Halvdelen af USA's befolkning ventes at shoppe i den store indkøbsweekend. Mange forretninger har valgt allerede at åbne umiddelbart efter midnat torsdag, og flere forretninger meldte om lange køer af kunder.

Åbningen af butikkerne forløb stort set uden problemer, med nogle få undtagelser. En mand er indlagt i kritisk, men stabil tilstand, efter han satte sig til modværge mod to bevæbnede røvere, der forlangte at få hans indkøb udleveret.

Og politiet leder efter en kvinde, der sprøjtede omkring 20 personer med peberspray, da folk maste på for at komme først ind i en butik med slagtilbud på Xboxes.

Sikkerhedsfolk måtte flere steder tage peberspray i brug for at forhindre kunderne i at gribe ud efter varer, som endnu stod på paller. Flere butikker forsøger at tiltrække kunder med rabatter på op til 70 procent på store fladskærme, videospil og gadgets.

Foran Macy's i New York ventede omkring 9000 personer, da luksusvarehuset åbnede ved midnatstid natten til fredag. Aktivister fra Occupy Wall Street-bevægelsen demonstrerede foran Macy's mod indkøbsvanviddet.

En bygningsarbejder fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at han stod i kø i 28 timer foran en Best Buy-forretning for at sikre sig et 42" LCD-fjernsyn til 200 dollar.

152 millioner amerikanere vil gå på jagt efter gode tilbud i butikkerne fredag, lørdag og søndag, ifølge et skøn fra detailbranchens sammenslutning. Det er omkring 10 millioner flere end året før.

Og økonomer og finansfolk venter spændt på salgstallene for Black Friday, der er en stærk indikator for den overordnede økonomi. Navnet skyldes, at detailbranchen fra denne dag begynder at tjene penge, og regnskabstallene skifter fra rødt til sort.

Privatforbruget udgør omkring 70 procent af den samlede amerikanske økonomi.

/ritzau/