Ét altafgørende spørgsmål trænger sig fortsat på i mysteriet om det styrtede Air France fly, hvor 228 passagerer og besætningsmedlemmer omkom, heriblandt den 47-årige dansker Christiane Zeuthen: Hvordan kunne det gå så galt?

Selvom franske havariforskere i fredags offentliggjorde en rapport, der minutiøst beskriver flyets sidste minutter i luften, gav rapporten ikke nogle endelig forklaring på styrtet. 

Derimod rejste rapporten yderlige spørgsmål.

Også for Mogens Holgaard, formand for piloternes fagforening, der specielt undrer sig over de franske piloternes ageren i luften ud for Brasiliens kyst.

- Det overraskende er, at deres reaktion på at redde flyets ubalance har været det præcis modsatte af, hvad man skal gøre i sådan en situationen, siger Mogens Holgaard.

Air France flyet kom ud af balance, da den store maskine mistede fart og begyndte at stalle, hvilket er tilstanden, hvor flyets næse peger opad, og hvor det begynder at falde.

For at rette op på denne tilstand, skal piloterne ifølge proceduren forsøge at sænke flyets næse, for igen at opnå flyvehastighed. Men de franske piloter holdt flyets opadgående retning, hvorfor flyet til sidst havde næsen helt i vejret, og styrtede til jorden som en sten.

Efter tre og et halvt minut i frit fald, ramte flyet vandoverfladen.

- Det er mærkværdigt og ser helt galt ud. Det fortæller mig, at de må have fået forvirrende og fejlagtige informationer fra flyet systemer. Enhver pilot ved, hvordan man skal redde sådan en situation, når flyet staller. Det er en helt banal del af grunduddannelsen, siger Mogens Holgaard.

Ifølge Mogens Holdgaard ville piloterne højst sandsynligt kunne havde rettet op på flyet, hvis de kunne have navigeret efter horisonten, men da flyet fløj rundt i tæt skydække om natten, var dette ikke muligt.

Det har tidligere været fremme, at instrumentfejl og tilisede flydele formentlig var skyld i flystyrtet. 

De franske luftfartsmyndigheder vil til sommer offentliggøre en mere fuldstændig rapport.