Jakob Fuglsang blev kørt væk i ambulance, efter han styrtede sidst på 1. etape af Tour de France.

Det fortæller en af massørerne på Fuglsangs hold, Astana, til B.T.

På Twitter har Astana posted denne video af Fuglsang, der ankommer til tjek i lægebilen efter etapen. Efterfølgende blev danskeren altså kørt væk i ambulance. Ifølge Astana-boss Alexander Vinokourov til et 'medicinsk center.'

Fuglsang styrtede 17 kilometer før mål på dagens første etape af det store franske etapeløb, hvor danskeren er blandt favoritterne til den samlede sejr.

Han røg i asfalten og blødte efterfølgende fra ansigtet. Øjensynligt blødte han fra øjenbrynet.

Derudover slog Fuglsang sit knæ og sin skulder. Hans trøje var revet op på skulderen efter styrtet, der så blodigt ud.

Efter styrtet, der plantede ham et stykke bag feltet, blev Jakob Fuglsang kørt tilbage i feltet af sine holdkammerater fra Astana.

Han sad derfor i feltet, da Mike Teunissen vandt årets første Tiur de France-etape i en massespurt.