Den danske tennisspiller var langt fra tilfreds med dommerens dømmekraft, da hun natten til mandag røg ud af Australian Open.

Ikke nok med at Caroline Wozniacki måtte se sig slået ud i ottendedelsfinalen af Australian Open. 

Undervejs i nederlaget mod russeren Svetlana Kuznetsova følte danskeren sig også voldsomt bortdømt af kampens hoveddommer.

Optrinnet skete ved stillingen 40-40 i kampens tredje sæt, som Caroline Wozniacki ellers førte 3-2.

SE BILLEDERNE: HER TÆNDER WOZNIACKI AF

Her servede Kuznetsova bolden mod danskerens banehalvdel, og idet Caroline Wozniacki returnerede, dømte en linjedommer bolden ude. Russeren udfordrede dog øjeblikkelig afgørelsen og efterfølgende viste gentagelsen på kampens storskærm, at bolden var inde.

Men i stedet for at lade bolden gå om, tildelte dommeren pointet til Svetlana Kuznetsova.

Og det fik danskeren til at tænde af. 

- Det er ham (linjedommeren, red.), der dømmer den ude, det er ikke min fejl. Er du virkelig seriøs?

Og det var dommeren, der mente, at russeren fortjente pointet, fordi linjedommeren efter hans mening først havde klokket i det, efter Wozniacki havde returneret bolden, der gik i nettet.

- Hvordan kan du mene det? Jeg havde den forbandede bold på ketsjeren, fortsatte danskeren.

- Han dømmer den ude. Det forstyrrede mig. Har du selv spillet tennis?

Men lige lidt hjalp det. Og Caroline Wozniacki endte således med at tabe kampen 6-2, 2-6, 7-5.

Den danske tennisspiller erkendte dog efter nederlaget, at hun generelt havde været for dårlig til at udnytte sine muligheder for at bryde sin modstanders serv.