Thomas Kahlenberg, der har haft et stærkt comeback til dansk fodbold fortæller her om en karriere, der har budt på op- og nedture. Men ingen fortrydelser.

Det var egentlig tænkt som en uskyldig sommerflirt med en gammel flamme. Da Thomas Kahlenberg i sommer trænede med i Brøndby, var det med agenten Per Steffensen sendt på overarbejde i jagten på en ny udenlandsk arbejdsgiver.

10 måneder senere har 31-årige Thomas Kahlenberg manifesteret sig som en af Superligaens altoverskyggende profiler. Flirten blev til en ny forelskelse og et genskabt ægteskab med den klub, han forlod som et Michael Laudrup-formet stortalent i 2005.

Det forhold har bragt Brøndby tilbage mod Superligaens top og Kahlenberg tilbage på det landshold, han har sukket efter siden 2012.

Opblomstringen har været tydelig for enhver. På et Brøndby-mandskab, der indledte sæsonen katastrofalt, har anfører Thomas Kahlenberg været den general, der med sin overlegne boldomgang og ro har bundet spillet sammen. Det har han høstet masser af anerkendelse for.

- Det er da dejligt med anerkendelse. Generelt er det gået fint, men jeg har endnu større ambitioner på både holdets og mine egne vegne. Den ultimative drøm er igen at vinde et dansk mesterskab. Det ser jeg også som realistisk med tanke på det step, vi allerede har taget i år, siger Thomas Kahlenberg.

Sådan har det ikke været i hele karrieren. Fire gode år i franske Auxerre blev efterfulgt af fire uroprægede år i tyske Wolfsburg - med en enkelt afstikker som lejesvend i franske Evian. I Wolfsburg oplevede han at blive smidt af førsteholdstruppen med beskyldninger om at være ufokuseret, og han oplevede, at hjemmepublikummet sidste forår gjorde ham til syndebuk for klubbens krise og piftede af ham.

- Performancemæssigt var det selvfølgelig et skuffende ophold, erkender Thomas Kahlenberg, der alligevel ikke fortryder, at han tilbragte fire af sine måske bedste fodboldår i den tyske folkevognsklub. Knap 40 førsteholdskampe blev det til og lange misundelsesblikke mod Morten Olsens A-landshold.

Der er folk, der hævder, at du ikke har fået det ud af dit talent, som det berettigede til. Hvad mener du om den påstand?

- Det synes jeg ikke. Det er lidt hypotetisk at tale om, hvad mit talent kunne række til. Jeg har opnået at spille i to fede ligaer og været med til tre slutrunder. Jeg har spillet snart 40 landskampe, så jeg synes egentlig, jeg har opnået mange flotte ting, jeg kan være stolt af. Så stort er mit talent heller ikke. Og min karriere er jo heller ikke færdig endnu, selvom det - på papiret - største nok er overstået.

Er der nogle valg, du fortryder?

- Nej, de beslutninger jeg har taget, har jeg det godt med. Jeg fortryder intet. Det var op og ned, men mest ned i Wolfsburg, men vi havde som familie en god tid, og jeg lærte meget rent fodboldmæssigt. Jeg valgte selv at blive og står ved mit valg, siger han.

I 2012 kunne det være endt anderledes. Lejeopholdet i Evian var tæt på at blive belønnet med en kontrakt i franske Saint Etienne. Af årsager han ikke vil ind på, gik skiftet i vasken.

- Men jeg troede faktisk, det gik på plads, lyder det i dag.

I stedet endte han i Brøndby. Thomas Kahlenberg lægger ikke skjul på, at det primært var manglende tilbud udefra, der fik pilen til at pege hjemad. Men da beslutningen først blev taget, var budskabet klart. Kahlenberg ville binde sig langvarigt og scorede sig en kontrakt på fire år. Den er han fast besluttet på at fuldføre. Som minimum.

- Planen er at slutte her. Der skal noget helt ekstraordinært til, hvis jeg skal ud igen. Det er ingen motivation for mig. Den ligger udelukkende i at skabe resultater med det her hold, siger Kahlenberg, der vil være 34 år ved kontraktudløb.

- Men jeg tænker ikke, at jeg stopper med at spille fodbold, når den her kontrakt udløber. Har jeg det som i dag, vil jeg med glæde spille videre her i Brøndby.

Ringen ser ud til at være sluttet. Til gavn for både Brøndby og Superligaen. Og det danske landshold.