BTs sportchef, Morten Crone Sejersbøl, giver her sit bud på, hvilke fem ting vi kan se frem til i sæsonen, der nu sparkes i gang igen....

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Mesterskabskampen
Ét point skiller FC Midtjylland og Brøndby, der inden vinterpausen så ekstremt lige ud. Okay, Brøndby smadrede FCM med 4-0, da de mødtes i sæsonpremieren, men det var med en del reserver, og meget ændrede sig. Det store spørgsmål er jo, hvad udskiftningerne i FCM betyder. Sørloth, Novak og Nissen var blandt de 10, der havde spillet mest, så hvad betyder det, at de nu er væk? Og hvor står Sviatchenko og Sanneh, der omvendt er kommet til? Brøndby så gode ud mod FCK og har holdt fast i alt. Jeg tror, de bliver danmarksmestre. Nu har jeg sagt det.

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Viktor Fischer

Han var over alt i pokalkampen mod Brøndby. Han snakkede med dommeren, dirigerede med medspillerne, tog alle dødbolde og var med til at løfte FCK, da han kom ind efter pausen. Han lignede en regulær Superliga-stjerne, og jeg glæder mig virkelig til at se ham udfolde sit potentiale.

Foto: Philip Davali
Vis mere

Lyngby

Sidst klubben gik konkurs blev amatørerne nærmest kultfigurer, selv om de endte med at rykke ned med et brag. Denne gang kommer Lyngby ikke til at spille med amatører. Det er prof eller intet. Men kan de noget?

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Randers

Og hvad så med Randers? Jøsses jern for en rodebutik! Lige nu har de den tredje træner i denne sæson, og en ny skulle være på vej. En sportschef har de ikke. Og nu har de heller ikke et tv-program, som vi andre ellers kunne kigge med på med stor fornøjelse. Skal de genrejses eller begraves? Jeg tror desværre mest på det sidste.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Slutspilspladsen

Jeg syntes ikke om idéen med 14 hold i landets bedste række, men når nu den skulle udvides, så var jeg for en slutspilsmodel, som den vi har. Allerede i første sæson så vi dens berettigelse, da spændingen om en ellers så ligegyldig sjetteplads pludseligt blev ret stor. Se, hvor tæt kampen om den er nu: Der er to point fra nummer fire til nummer otte. Mit bud er, at FCK beholder deres slutspilsplads, og at AaB tager den, Horsens sidder på. Jeg tager sikkert fejl. Fredag aften får vi den første indikation, når netop Horsens møder mesterskabskandidaterne fra FC Midtjylland.