Fra sæsonen 2016/17 vil Superligaen se helt anderledes ud, end vi kender den i dag. Udvidelse til 14 hold og indførelsen af slut- og nedrykningsspil er de to overordnede ændringer.

Der er dog både gode og dårlige ting ved den nye ligastruktur, mener BTs Superliga-ekspert, Peter Sørensen.

»Jeg synes, der er meget godt at sige om den nye struktur. Først og fremmest ved, at der kommer nye hold til. Det, mener jeg, er tiltrængt. Så mener jeg også, at det var vigtigt at få ændret det, at man møder hinanden tre gange. Det er en absurd måde at gøre det på.«

En af de små overraskelser ved den nye struktur er, at ét af holdene fra nedrykningsspillet kan stjæle en europæisk plads fra enten tredje- eller fjernepladsen - afhængigt af, hvem der bliver pokalmester i sæsonen. Hensigten er, at det skal skabe flere kampe med noget på spil, men her indgår man et uheldigt kompromis, mener Peter Sørensen.

»Jeg er ikke tilhænger af, at man i hensigten om at gøre det mere underholdende kommer til at undertrykke det, der er sportsligt retfærdigt.«

»Der har også været modeller på tale, hvor man ville halvere pointene, og det, synes jeg, er stærkt uheldigt. Man devaluerer på den måde de enkelte holds pointantal og indsats. Og det gælder også i den nye model, hvor et hold fra den nederste del kan få en ekstra chance på trods af en stor pointforskel,« siger han.

Muligheden for, at et hold fra nedrykningsspillet kan vinde en billet til Europa, åbner samtidigt op for en ny problemstilling. Nemlig, at et hold kunne finde på at tabe med vilje. Det kunne eksempelvis være holdet, der ligger nummer seks før tabellen deles. Hvis de vurderer, at deres chance for skaffe en europæisk billet er større ved i stedet at ende i nedrykningsspillet og derefter blive bedst af de otte nederste hold og vinde playoff-kampen mod tredje- eller fjerdepladsen.

»Det kan man godt forestille sig teoretisk set. Det er ikke et utænkeligt scenarie. Men jeg tror ikke, man tænker sådan som træner. Der er formentlig også flere penge i at spille i det bedste slutspil, hvor man får besøg af de bedste og mest attraktive klubber, kontra det at kunne få et par europæiske kampe. Det tror jeg ærlig talt ikke, man vil spekulere i,« mener Peter Sørensen.