Den bare 16-årige Mathias Bonde bytter tilværelsen i de trygge rammer i Århus ud med den hollandske provinsby Eindhoven.

Den unge midtbanespiller rykker efter fire år i AGF videre til PSV Eindhoven, der traditionelt har haft succes med danske talenter. Her har Bonde skrevet under på en treårig kontrakt med den hollandske storklub. Det tidlige skifte vil om nogle år også give PSV mulighed for at bruge Bonde som en såkaldt 'home grown' spiller i forhold til UEFAs krav, hvis han slår igennem på førsteholdet.

- Vi har indgået en god aftale med PSV, og vi er stolte over at kunne sende en af vores ungdomsspillere til en klub, der har tradition for at spotte topspillere i svøb. Mathias har været gennem hele vores talentsystem, og han har gennemgået en fantastisk udvikling de seneste år. Han har fået en solid ballast i AGF, og han har både de fodboldmæssige kvaliteter og den mentale styrke til at begå sig på en lidt større scene. Det bliver spændende at følge ham, og vi ønsker ham al mulig held og lykke, siger Casper Bugge, talentchef i AGF til klubbens officielle hjemmeside.

Mathias Bonde, der skiftede til AGF fra Aarhus Fremad, da han var 12, glæder sig til at komme til Holland.

- Jeg er glad for at have fået den her mulighed. Jeg har selvfølgelig gjort mig masser af overvejelser. Det bliver jo et farvel til alle mine venner og kammerater og til min familie. Jeg skal falde til i nogle helt nye rammer, og jeg får en helt anderledes hverdag. Men jeg ser det her som en kæmpe mulighed, siger den unge århusianer.