Det kan aldrig gå helt galt, hvis man er på talefod med Vorherre. Gud mildner som bekendt luften for de klippede får. Morgenstund har nemlig ikke altid guld i mund. Det regnede trøstesløst nogle timer før den årlige skovtur i Dyrehaven. Men da løbet blev sat i gang, skinnede solen pragtfuldt i den grønne skov, som trods årstiden stadigvæk var mere grøn end gul.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Så er det, man syntes, at Vorherre har planlagt E-dagen med sædvanlig heldig hånd og rettidig omhu.Nu er Eremitageløbet lidt større end en fætter/kusinefest. Alligevel er der mange ansigter, som man husker år for år. Eller skikkelser, som tegner sig for nethinden. Endnu tales om en sansefuld reportage, da jeg selv løb med og fulgte en vidunderlig negerkvindes bagdel, som banede vej i mængden. Det blev min bedste tid. Men hende har jeg aldrig set siden.
Ingen doping
Hvert år forundres man over, hvad der i virkeligheden får så mange mennesker til at sige farvel til alle former for almindelig velbehag i et Eremitageløb.
Der er rimeligt langt fra parkering til startsted, og når man først er kommet ind bag den røde låge, hænger skiftetøjet i en plasticpose på et hegn. Og efter løbet - svedig og i mudder til haserne - er de nærmeste omklædnings- og bademuligheder Trongårdsskolen, som efter sigende skulle ligge 10 minutter fra Eremitagen. Det passer bare ikke. Skolen ligger længere væk.
Eneste forklaring må være, at danskerne i bund og grund er amatører. Lad kun professionelle håndboldspillere og fodboldspillere danse om guldkalven. De holder alligevel ikke så længe.
Men E-løber kan man være hele livet...
Og det er slet ikke tilfældigt, at dopingkontrollen aldrig har været på besøg under et Eremitageløb, for der er ikke noget at komme efter.
Men når løbet først er i gang, så er der såmænd ikke den store forskel på amatøren og den professionelle. Der ses på ure, der skubbes i grøften, og pludselig er glimtet i øjnene knap så tolerant overfor den E-løber, der har fået åndenød.
Fantastisk show
Her kan jeg godt savne den gruppe af afslappede motionister, som slentrede ruten igennem i barnevognstempo, men som nu er forsvundet fra løbet.
Det er jo en helt fantastisk skov, som lægger jord og kulisser til. Dyrehaven er fyldt med kulturminder som kun få af de danske skove. Her er en lille flig af Danmarkshistorien, som de 16.000 E-løbere løb lige forbi i deres kamp mod uret.
Englænder-egen
Mellem Magasinet og staldbygningerne ved Eremitageslottet findes en gammel eg, der kaldes Englænder-egen. Året er 1807. Englænderne er gået i land ved Vedbæk og er begyndt marchen mod København, som skal belejres.
Undervejs slår et par mand fra besættelsesstyrken regimentes kassemester ihjel, stjæler pengekassen og begraver den et eller andet sted i Dyrehaven.
Historien er ikke helt grebet ud af luften, for mange år senere indløber der til Udenrigsministeriet oplysning om, at en pengekasse
skulle være gravet ned
under et stort egetræ i
Dyrehaven. Oplysningen skulle være givet af en af gerningsmændene på hans dødsleje.
Mange gik straks i gang
med at søge efter skatten, og man koncentrerede sig især om den gamle eg nordøst for slottet, men sandt og sige havde man kun gisning om stedet.
Eller også hviskede den døende englænder så svagt, at der faktisk godt kan være tale om en helt anden eg. Helt op til vore dage har man søgt efter skatten ved Englænder-egen. Tegner Claus Seidels svigerfar har som elev på Landbohøjskolen været med til at grave og søge.
Nu er intet som bekendt galt uden det er godt for noget. Egen mellem Magasinet og staldbygningen havde længe været tør i toppen. Den megen graven omkring rødderne havde den gavnlige virkning, at der atter kom liv i det gamle træ, som blev grøn i toppen og i dag fremstår som et sundt og levedygtigt egetræ.
På gensyn
Det var det 36. Eremitageløb, og om tre år har 500.000 mennesker gennemført løbet.
Vi er helt klar over, at vi denne ene dag om året fortrænger Dyrehavens faste beboere
- dyrene. Undskyld - og tak for lån. Vi kommer igen næste år.
Selvfølgelig med dyb respekt og rettidig omhu.
