Maj måned bliver et sandt overflødighedshorn af kongelige begivenheder for de yngste i de skandinaviske kongehuse.

Sveriges nye prinsesse, der er datter af kronprinsesse Victoria og prins Daniel, skal således døbes i Slottskyrkan i Stockholm 22. maj, oplyser det svenske hof. Det er kun to dage efter, at Danmarks nye prinsesse, som er prins Joachims andet barn med prinsesse Marie, døbes i Møgeltønder Kirke.

Hvor det i Danmark er en velbevaret hemmelighed frem til dåben, hvad Kongehusets yngste medlem skal hedde, har man i Sverige ikke noget imod at afsløre navnet hurtigt. Allerede dagen efter, at den lille prinsesse blev født, meldte hoffet ud, at hun skal hedde Estelle Silvia Ewa Mary.

Den svenske prinsesse er knap en måned yngre end Joachims og Maries datter. Den danske prinsesse blev født 24. januar, og svenske prinsesse Estelle blev født 23. februar.

Prinsesse Estelle er nummer to i arverækken til den svenske trone efter sin mor, mens den danske prinsesse er nummer 10 til den danske.

BNB