Svenske kongelige har som udgangspunkt ikke noget efternavn og det er faldet en svensker for brystet. Borgeren mener, at navnet prinsesse Estelle Silvia Ewa Mary er i strid med den svenske navnelov. Det skriver det norske Se og Hør.



Når Sveriges nye prinsesse Estelle skal døbes den 22. maj i Slottskyrkan i Drottningholm kan den lille prinsesses navn faktisk være ulovligt. Det mener en svensk borger, som derfor har anmeldt, at prinsesse Estelle reelt ikke får noget efternavn med sig i dåben.

Anmelderen ønsker derfor at få udredt, om Estelles fire fornavne er gældende for den svenske navnelov.



I det svenske kongehus tager man dog anmeldelsen med royal værdighed.

- Den person kender ikke til, at kongelige personer ikke har et rigtigt efternavn, selv om de stammer fra slægten Bernadotte. Her i Sverige bruger man at præsentere de kongelige for eksempel som Kong Carl XVI Gustav, fuldstændig som I gør i Danmark, hvor man heller ikke bruger slægtens navn, forklarer Bertil Ternert, informationschef i det svenske kongehus, der ikke har yderligere kommentarer til sagen.



Men den svenske anmelder står ikke alene med sin kritik. Retsekspert Lars Tegenfeldt er nemlig enig med anmelderen. Til det svenske Dagens Juridik, siger han:

- Loven burde være lige for alle, men når det gælder den kongelige familie, er der åbenbart ingen interesse i at loven følges fuldt ud.

Som udgangspunkt har de kongelige ikke noget efternavn. Det er faktisk kun, når de rejser inkognito og ikke vil genkendes, at de kongelige bruger et efternavn.

I det svenske kongehus er der kun et medlem, som har taget navnet Bernadotte til sig. Det er prins Daniel, der efter han blev gift med Victoria nu hedder: Olof Daniel Westling Bernadotte.