The Santa Barbara Channel tiltrækker hvert år massevis af hvaler. Så mange, at det er muligt for turarrangørerne at tilbyde hvalgaranti, når de sejler ud for at finde dem. Tag med på tur i det lille åndehul nord for Los Angeles.
Allerede da jeg går ombord på Condor Express, ved jeg, det bliver en god dag. Solen bager ned fra den californiske septemberhimmel, og vandet er blikstille. Det føles rigtigt. Som om der kan ske lidt af hvert.
Jeg er spækhugger-fan. Den type, der så »Befri Willy« med mit oppustede spækhuggerbadedyr ved siden af som barn, og måske bliver i dag dagen, hvor jeg får en at se i virkeligheden. Jeg ved godt, at det ville være et mirakel, fordi spækhuggere kun kun spottes omkring seks gange årligt i Santa Barbara.
Andre hvalarter tør arrangøren af dagens hvaltur imidlertid godt at love, at jeg vil se på den fire timer lange sejltur i kanalen ud for Santa Barbara. Hvis man ikke ser mindst én hval eller noget andet »ekstraordinært«, skylder Condor Express en tur mere. »Whale watch guarantee« er en fast del af pakken.
»Lad os se, hvad vi kan finde derude,« lyder det over højtaleren fra kaptajn David Beezer, da vi langsomt sejler ud af den rolige havn, forbi et par californiske søløver, der soler sig på en vippende, lysegrøn bøje.
Kanalen ligger nord for Los Angeles i det sydlige Californien, og vandet har mange forskellige temperaturer, hvilket giver et rigt og varieret dyreliv hele året rundt. Mere præcist holder 27 forskellige hvalarter og delfiner til i Santa Barbara Channel.
Både blåhvaler, gråhvaler, pukkelhvaler, vågehvaler, spækhuggere, delfiner og søløver. Hver art har sin højsæson, men vil man se flest forskellige hvalarter i bugten, skal man sejle ud i perioden fra maj til september.
Med et stort kendskab til hvalerne
Vi har kun sejlet i 20 minutter, da kaptajnen sænker farten første gang. Kigger man tilbage, ser man den postkort-smukke, bjergede kyst. Vandet er kongeblåt, glasklart og dybt. Og lige så stille bliver det levende. Af en gruppe delfiner, ifølge kaptajnen omkring 250.
De svømmer lige under overfladen, springer op og forsvinder igen, så de grå nuancer changerer med det blå. De svømmer væk fra båden efter ti minutter, og vi bevæger os en anden vej.
Ganske kort tid dukker en lille vågehval op på bådens venstre side. Den virker til bare at hænge ud der i vandoverfladen, og vi får et flot kig på hele kroppen.
Men så vil kaptajnen videre og der kommer fart på nok engang. Jeg bevæger mig op til skibets front og sætter mig ned i larmen af vind. Heroppe møder jeg Debbie Shelly, som er en af dagens to frivillige ombord på Condor Express. Hun er med for at dele ud af sin viden om hvalerne, og har sejlet med i 11 år.
Hun fortæller, at nogle af hvalerne møder man igen og igen – og de har derfor fået et navn og en plads i det særlige Condor Express fotoalbum. Blandt andre Rope, som besætningen er stødt på i mere end ti år. Hendes hud har stadig et fire centimeter dybt mærke fra et reb, der i flere år sad fast om hendes mave.
Lucky, som David Beezer sidste år var med til at redde ud fra et net.
Og Zipper, der har riller som en lynlås ved siden af sin rygfinne, formodentlig fordi han er blevet ramt af et stort skib. De er alle pukkelhvaler.
Debbie Shellys kollega John Kuizinga tager billeder. Hver gang Condor Express har held med at finde hvaler, skal det dokumenteres med så mange gode foto-ID billeder som muligt. Det vil sige billeder af alle hvalernes kendetegn.
Pukkelhvalernes haler har eksempelvis et sort-hvidt mønster, der er som menneskers fingeraftryk. Billeder af mønsteret kan hjælpe researchere med at holde styr på, hvor mange hvaler, der findes i området, og hvor de holder til. Blandt andet for at sikre sig, at containerskibenes ruter ikke kolliderer med det område, hvalerne lever i.
Et møde med pukkelhvalerne.. og spækhuggere
»Vi har spottet pukkelhvaler, og nu prøver vi lige at hale lidt ind på dem,« lyder meldingen fra kaptajnen. Han ser hvalerne på lang afstand med sit rutinerede blik og en kikkert. Kunsten er så at blende ind i deres miljø og komme tættere på uden at skræmme dem væk.
Jeg har rykket mig helt op foran og står på bådens spids, da vi nærmer os. Der er angiveligt mellem fem og otte hvaler lige under os.
De dukker op, jeg kan se tre på samme tid. De bevæger sig langsomt, nærmest i slowmotion. De sprøjter med vand fra deres åndehuller som små springvand. Den tættest på gør antræk til at løfte halen. Den må være fem meter fra os, til højre for båden.
»Kom med halen, kom med halen,« hvisker en dansk kvinde ved siden af mig, og pukkelhvalen løfter halen op til et stort plask. Man ser det hvide mønster på den mørke hud.
»Der kom den,« jubler hun.
Halen efterlader en cirkel i vandet, som først forsvinder efter nogle minutter. Det kaldes et fodaftryk. Og dem er der efterhånden mange af. Selv om det tager lidt af koncentrationen, tør jeg ikke lade være med at filme.
For man ved ikke, hvad der dukker op om to sekunder. Og om det bliver turens største øjeblik. Lige pludselig sker det. En kæmpe pukkelhval svømmer lige under båden. Det føles næsten som om, man står på den. Hvalen er lige så bred som båden, kan veje 50 tons og blive 15 meter lang.
Og selv om hvalen er helt rolig, hopper jeg et skridt væk fra rælingen til lyden af »wauw«-er. Selv Debbie Shelly er forbløffet. Det her sker ikke hver dag. Det må kaldes ekstraordinært at stå oven på en kæmpehval.
Og så sker det. Igen.
Mens pukkelhvalerne underholder de fleste ved styrbord, dukker fire spækhuggere op ud af ingenting. Spækhuggere. Min vejrtrækning stopper kort, da jeg hører kaptajnens melding. De er omkring 100 meter bag båden, og han vender hurtigt og rutineret rundt.
Et sjældent syn
På vej imod dem kan man tydeligt se, hvornår de stikker deres snude op over vandet, mens resten af den smukke krop følger med. Deres bevægelser er anderledes end pukkelhvalens. Mere som en udstrakt halvmåne, der svømmer op og ned i dybet.
Det er »transient orcas«, den art, der rejser hundredvis af kilometer på en nat. Foto-ID billederne afslører efter et smut forbi en californisk spækhugger-ekspert, at der er tale om flokken CA 51. Efter få minutter forsvinder de, og der går tyve minutter, før vi ser dem igen. Denne gang tættere på.
Huden skulle føles som våd gummi, og jeg har lyst til stikke hånden frem og ae. Men min arm skulle være 15 meter lang, før det kunne lykkes. I stedet kigger jeg bare. Spækhuggerne kigger tilbage op mod båden et par gange, inden de svømmer væk fra os og videre på deres rejse.
Det er tredje gang i sin 11-årige karriere på båden, Debbie Shelly ser spækhuggere, selv om hun er med på båden to gange om ugen.
Dagens sidste melding fra kaptajnen lyder, da vi tøffer tilbage mod land.
»I dag var en spektakulær dag«.
