Finlands hovedstad er i 2012 verdenscentrum for design med titlen og værtsskabet for WDC, World Design Capital 2012. Til lejligheden er alt indenfor arkitektur, interiør, mad og kultur i fokus.

1. Den store mester

Hvad: AlvarAalto
Hvordan: museum og genbrugsbutik

Man ikke sige finsk design uden at sige Alvar Aalto, og så skal man næsten på pilgrimsfærd i modernistens fodspor. Han startede i 1935 møbelfirmaet Artek sammen med sin kone Aino og to andre arkitekter som »propaganda for den nye bolig-ideologi«. Hvordan han selv valgte at bo, kan man se i hans hus fra 1936 i bydelen Munknäs, hvor der dagligt er rundvisninger hver hele time. Artek-butikken på Södra Esplanaden fører ikke kun hans berømte møbler og lamper, men har også et stort udbud af hans samtidige og design-efterkommere. Allerede dengang havde Aalto et bevidst forhold til bæredygtighed, og helt i hans ånd begyndte de nuværende ejere af Artek for nogle år siden at tilbagekøbe nogle af de otte millioner stole og taburetter, der i tidens løb er solgt til private hjem, kontorer og offentlige institutioner. Dem sælger de nu i den 600 kvm store butik Artek 2nd Cycle på Lille Robertsgatan samt online med skrammer og afskallet maling for, helt i tråd med nogle af målsætningerne for World Design Capital 2012, at højne status på genbrug for at sikre en bedre verden. Vil man se nogle af hans velbevarede monumenter i det offentlige rum, er der koncerthuset Finlandia, Stockmann-butikken og Enso Gutzeit-bygningen.
artek.fi

 

2. Mod nye tider

Hvad: WDC Pavilion
Hvordan: udstillinger og projekter

Den midlertidige træpavillon, der ligger mellem Museum of Finnish Architecture og Design Museum, er det vigtigste mødested for alle design-interesserede under WDC. Indtil midt i september huser pavillonen begivenheder og aktiviteter, men det er også stedet, hvor man kan komme og slappe af. September er den mest designtunge måned i aktivitetskalenderen: Helsinki Design Week 2012 fylder byen. EverydayDiscoveries, en International Design House Exhibition, formidler et bredt billede af moderne design og sammenligner den aktuelle designstatus i forskellige lande. Og Habitare, den største møbel, boligindretnings- og designbegivenhed i Finland, har hundredvis af udstillere og førsteklasses specialudstillinger.
På programmet er desuden ca. 150 projekter, som undersøger nye anvendelser af design, som gradvist gør byen til et bedre sted. Kulttuurisauna er en ny offentlig sauna, som hædrer Alvar Aaltos manifest fra 1925 om behovet for at genoplive saunakulturen. KamppiChapel of Silence, et nyt skelsættende stykke træarkitektur, bruger innovativt design til at skabe et attraktivt boligmiljø. Og endelig samler Abattoir, som er et nyt mødested for mad, design og bykultur, markeder i stil med »farmers markets«, pop-up- restauranter og designbegivenheder.
dchelsinki2012.fi


3. Shop igennem

Hvad: mode og interiør
Hvordan: designbutikker

Helsinki har selvfølgelig et Design District, et område nær Dianapuisto Park, som forgrener sig ud i de nærliggende kvarterer, hvor gaderne er fyldt med små interiør- og modebutikker. Skal det ikke være en Aalto, men en anden klassiker, kan man i Aero på Georgsgatan og Skanno på Mannerheimvägen få de store internationale mærker, mens Design Forum i Erottajankatu har det sidste nye i finsk møbel- og interiørdesign og Pino i Annegatan sit bud på fremtidens asketiske orden i sagerne. En gammel klassiker som glasmageren Ittala har en stor butik på Esplanaden, hvor der også er Arabia porcelæn, men vil man have det helt store udvalg, kan man tage sporvognen til Arabia Museum på Hämeentie og se gammelt og købe nyt.
Marimekko er nok det stærkeste finske brand i udlændinges bevidsthed og der kan shoppes de kendte mønstre i flagskibsbutikken i Kämp Galleria-centret. Ivanka Helsinki er det moderne bud på ny grafisk form på moden og den kakkelbeklædte butik på Uudenmaankatu er en oplevelse i sig selv.
Mindre kendt er Minna Parikka, som sælger sine sjove og alt andet end minimalistiske sko i en feminin butik på Boulevardi, men hun har fans i hele verden, bl.a. Lady Gaga, Fergie fra Black Eyed Peas og Beth Ditto fra Gossip.
visitfinland.com

 

4. Markeder og Michelin-mad

Hvad: caféer og restauranter
Hvordan: finsk og fransk

Minimalismen er ikke ligefrem i højsædet på Chez Dominique på Rikhardsgatan med blomstrede stole fra Mooi og kobberglinsende Tom Dixon-lamper, men på tallerknen hersker der stringens.
Det udløste i år den eftertragtede sidste stjerne i Michelin-guiden til kokken Hans Välimäki, så han nu har tre. Hans køkken er en innovativ blanding af finsk og fransk med de bedste råvarer fra Norden og en direkte fransk leverandør, hvilket også har givet ham en plads på listen over verdens 50 bedste restauranter.
Et-stjernede Michelin-restauranter i byen er Olo på Kaserngatan, Demo på Uudenmaankatu, Postres på Eteläesplanadi og Luomo på Katariinankatu, og så har Torni i hjertet af byen i mere en én forstand en høj stjerne hos anmeldere og gæster. Restauranten har eksisteret næsten lige så længe som »skyskraberen« på 14 etager fra 1928, som den ligger i. Ateljee Bar øverst oppe byder på byens bedste udsigt, ikke mindst fra toiletterne.
Skal det være lidt mere nede på jorden, er markedshallen Eat& Joy på Alexandergatan det nye populære sted at købe ind, gå på café og spise frokost, og i Moko Market & Café på Perämiehenkatu kombinerer to søstre på 20. år konceptet med spisested og interiørbutik med snert af finsk boheme.


5. Hvor skal vi sove i nat?

Hvad: designhoteller
Hvordan: fra kitsch til klassisk

Nogle hoteller kan overraske, tag f.eks. konceptet HotelRoom, som er én 30 kvm etværelses lejlighed i Kallio, Helsinkis Nørrebro, indrettet i kitschet 1970er stil med ryatæppe, brunt læder og meget spraglet tapet, der kan købes med hjem.
Inde i centrum er Hotel Helka indrettet i en renoveret 1920-bygning med alt det bedste i design fra Artek og andre store finske designmærker i lys og enkel stil, men twistet med farverige fotostater i loftet og ægte birkestammer i restauranten. Hotel Haven er indbegrebet af et international boutique-hotel i en mere klassisk stil med velpolstrede synke-ned-i sofaer, draperede gardiner og krystallysekroner – og B&O musikanlæg.
Umiddelbart virker Klaus K Helsinki også som endnu et internationalt hotel, men rødstensbygningen fra 1882 er dybt forankret i byens historie som tidligere pigeskole, musikakademi, trykkeri, familierestaurant, og siden 1970erne hotel. I 2005 kom de nuværende ejere til med 15 mill. euro, som har forvandlet den tunge bygning indvendig. De har ladet sig inspirere af Finlands national-epos, Kalevala, til  indretningen, der afspejler stemninger som passion, mysticisme, begær og misundelse, men også givet to moderne finske kunstnere lov til at lege og lave tegneserie-agtige vægmalerier.

Læs også: Guide: 5 designer-oplevelser i Paris