Villy Søvndal smilede afvæbnende, da han kom ud fra mødet i Udenrigspolitisk Nævn mandag eftermiddag. Men udenrigsministeren var blevet krydsforhørt i nævnet. Og Enhedslisten holder ham fortsat på pinebænken. De vil også have justitsministeren i samråd.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) forsøgte mandag ihærdigt at bortforklare, at tortursagen var blevet en sprængfarlig bombe mellem Udenrigsministeriet og Justitsministeriet.

Men Enhedslisten er ikke tilfredse efter at have krydsforhørt udenrigsministeren i Udenrigspolitisk Nævn. De vil fortsætte med at grave i sagen, og vil nu kalde både Villy Søvndal og justitsminister Morten Bødskov (S) i samråd om problemet.

I den anden side af det politiske spektrum ryster Venstre på hovedet - men de er dog tilfredse med, at regeringen alligevel ikke har ændret kurs, men stadig vil bruger oplysninger om terror, der er fremkommet under tortur.

Villy Søvndal sagde lørdag i Berlingske, at det ville være ’underligt og modsætningsfyldt at bruge oplysninger, der er fremkommet under tortur’. Men allerede samme aften udsendte han en pressemeddelelse sammen med justitsminister Morten Bødskov, hvor det hed at ’vi er nødt til at udveksle oplysninger med andre lande, der anvender afhøringsmetoder, som kan stride mod dansk retsopfattelse.’

- Problemet er, at vores efterretningstjeneste bytter oplysninger med andre landes efterretningstjenester, siger Enhedslistens udenrigsordfører Christian Juhl.

- Hvis vores efterretningstjeneste modtager oplysninger fra Libyen eller Syrien, signalerer vi at vi accepterer tortur, samtidig med, at vores politikere siger vi ikke vil have det. Det er en slags hæleri. Der vil vi gerne have rene linjer begge steder.

Villy Søvndal siger, at han ikke har ændret mening, men bare har præciseret nogle detaljer?

- Jeg tror ikke, det er rigtigt. Vi er nødt til at have den anden minister med, så vi kan få sandheden frem, og vi vil kalde både Villy Søvndal og Morten Bødskov i samråd om sagen. Jeg er enig med Villy Søvndal i at de har taget nogle gode skridt. Men hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud, siger Christian Juhl.

På Christiansborg går snakken om, at det er ydmygende for Villy Søvndal at han udsendte pressemeddelelsen sammen med Morten Bødskov. Fordi det understreger at Søvndal er banket på plads af Bødskov efter at den konservative Tom Behnke sagde, at Søvndals kurs kunne betyde, at vi ikke kunne bruge oplysninger om konkrete bombetrusler mod Danmark. Det benægter Villy Søvndal:

- Vi har udnævnt en ambassadør for menneskerettigheder, og vi arbejder for at kunne bekæmpe terror uden at overtræde menneskerettighederne. Måske er jeg ikke god nok til at forklare mig. Vi vil ikke retsforfølge pga. oplysninger fremkommet via tortur. Men får vi besked om at der er en bombe på vej, så skal vi selvfølgelig reagere. Vi er så langt fremme i bekæmpelsen af tortur som vi kan være.

Men hvorfor udsender du pressemeddelelsen sammen med Bødskov?

- Vi valgte at gøre det, fordi Tom Behnke havde lavet den underlige sammenkobling at man ikke ville evakuere en institution, hvis man havde fået oplysninger om at der var planer om et terrorangreb. Og der kan jeg love, at man vil evakuere institutionen, siger Villy Søvndal.