I stedet for at glæde sig over, at regeringen vil lette punktafgifterne, spørger Venstre, hvor pengene skal komme fra.

»Nu skal gaverne på bordet, og så bekymrer man sig ikke om regningen.« Sådan lyder Venstres kritik af regeringens udspil på afgiftsområdet. Regeringen præsenterer i disse dage 50 vækstinitiativer, og et af dem går på, at de såkaldte punktafgifter skal lettes med 150 millioner kroner i 2016 og 200 millioner kroner hvert af de efterfølgende år. I stedet for at glæde sig over afgiftslettelserne, som er en af Venstres mærkesager, bekymrer partiet sig over, hvordan og om regeringen vil finde penge til det.

»Det her lægger sig potentielt i rækken af forslag, som der ikke er fundet penge til. Regeringen har travlt med at udstede gyldne løfter og skubbe regningen til den anden side af et folketingsvalg. Vi har set det med el-biler, ungdomskriminalitetsudspil, Afghanistanstrategi, asylområdet og togfond, derfor frygter jeg, at det her er endnu en regning til fremtiden,« siger Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen (V).

Skal han se bort fra finansieringen af forslaget, er der dog en vis positivitet at spore hos ordføreren.

»Vi er selvfølgelig glade for, at regeringen har ladet sig inspirere af det forslag, vi har lagt frem, nemlig at bruge 250 millioner kroner på at fjerne punktafgifter, der koster unødig tid ude i virksomhederne. På den måde glæder jeg mig over forslaget,« siger han.

Hos partiet undrer man sig dog over, at skatteministeren for bare få måneder siden afviste at lette punktafgifterne.

»Regeringen har indtil for få måneder siden blankt afvist at gøre noget på det her område. Man kan roligt sige, at regeringen er på slingrekurs her lige op til valget, og det tyder vel på, at valget forhåbentlig er meget nært forestående,« siger Torsten Schack Pedersen.

Han håber nu, at regeringen ikke blot vil nøjes med inspirationen til afgiftslettelser, men også vil lade sig inspirere af Venstres finansiering af dem.

Færre punktafgifter er den del af regeringens 50 vækstinitiativer, der skal være med til at sparke gang i væksten særligt i udkantsdanmark. Forslagene falder drypvis fra forskellige ministre i denne uge.