Bendt Bendtsen har afgivet sin stemme og håber at forlænge sit politiske liv.

Det var en ganske rolig men samtidig også spændt Bendt Bendtsen, spidskandidaten for Det Konservative Folkeparti til EU-parlamentet, som søndag middag mødte op sammen med sin kone Kirsten og afgav sin stemme på Spurvelundskolen i Næsbyhoved-Broby nordvest for Odense.

- Jeg ved godt, vi ligger på vippen, men vi har faktisk stabile målinger, der peger i den rigtige retning, og jeg håber det lykkes at bevare det konservative mandat i Europa-Parlamentet, lyder det fra Bendt Bendtsen til bt.dk umiddelbart efter, at han har dumpet sine to stemmesedler ned i valgurnerne i gymnastiksalen på den fynske landsbyskole.

Han afviser, at Venstre-formand Lars Løkke Rasmussens uheldige personsager på det seneste kan have indflydelse på, at pilen er begyndt at pege i den rigtige retning for de konservative. Altså at vælgerne mere flytter sig som et fravalg af Lars Løkke end et tilvalg af Bendt Bendtsen.

De seneste meningsmålinger viser, at K er gået fra 3,8 procent til nu at ligge til at få mellem 6,5 og op mod syv procent af vælgernes opbakning. Det glæder naturligvis den tidligere partileder.

- Det er kommet af et fantastisk godt hold bag mig. Vi har kørt en god kampagne, og det er årsagen til fremgangen, siger Bendt Bendtsen.

- Vi har sloges for det her i måneder, og om jeg skal på arbejde på tirsdag, elle rom jeg har en åben kalender - det ved vi i aften, siger han videre.

Hvad nu, hvis du ikke bliver valgt ind?

- Så skal jeg virkelig tænke mig godt om. Kirsten siger, at hun ikke vil have mig hjem og gå endnu, så nu må vi se. Men jeg håber selvfølgelig, at jeg bliver valgt, og skulle det ikke ske, ja så må jeg kaste mig over noget andet her i livet. Og så bliver det ikke politik. Det er slut, fastslår han.