Regeringen skal finde en løsning på dagpengeproblemet og genoptjeningsretten, når der skal forhandles finanslov. Sådan lyder kravet fra fagforbundene HK og LO, der onsdag skal mødes med statsminister Helle Thorning-Schmidt. Men statsministeren kan ikke ændre et komma i dagpengereformen, siger politisk redaktør.

Det er med massivt pres fra både fagbevægelsen, Enhedslisten, SF og egne rækker, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) onsdag mødes med fagbosserne fra HK og LO. De kræver handling på dagpengeområdet, men statsministeren nægter fortsat. Og det med god grund, siger politisk redaktør på Radio24syv Jesper Termansen.

- Hun har ikke nogen muligheder for at ændre på selve indholdet af dagpengereformen. De Radikales leder, Margrethe Vestager (R), afviser det. Og selvom Helle Thorning vil have det til at lyde som om, det hele er VK-regeringens skyld, så var det altså også radikale stemmer, der var med til at forringe dagpengesystemet, siger han.

Som det ser ud nu, har Helle Thorning-Schmidt ingen muligheder for at ændre på genoptjeningsretten eller noget andet, med mindre hun kan overbevise de Radikale, siger Jesper Termansen.

Statsministeren siger selv, at der er gjort det, der skal gøres, for dem, der falder ud af dagpengesystemet.

- Vi lægger ikke op til, at der skal gøres yderligere, fordi vi har sikret, at der er forsørgelse til dem, der mister dagpengene, sagde hun på Socialdemokraternes sommergruppemøde i Helsingør tirsdag.

Regeringen har tidligere gennemført flere akutpakker, og sidste forår lavede regeringen en aftale om en langsommere indfasning af reformen og nedsættelsen af en dagpengekommission, der skal gennemgå systemet og komme med anbefalinger senest ved udgangen af 2015.

Men akutpakkerne kom efter massivt pres fra Enhedslisten, der pressede så hårdt på, at de faktisk var tæt på at give regeringen et mistillidsvotum sidste sommer, siger Jesper Termansen.

- Nu forsøger man så med et forslag om at fordoble fradraget på fagforeningskontingentet, fordi man skal mødes med fagbosserne onsdag og vil vinde sympati i fagbevægelsen og hos SF og Enhedslisten. Men det forslag er genbrug, og regeringen brugte det også sidste år i finanslovforhandlingerne. Det var en luns til Enhedslisten, der skulle gives til dem, hvis de gik med på en finanslov. Men så kom der to bad til de ældre i vejen, og det blev aldrig til noget. Så det forslag får de nok ikke meget ud af, når det er givet som en indrømmelse før, siger Jesper Termansen med henvisning til, at regeringen tirsdag har foreslået at fordoble fradraget på kontingentet til fagforeninger fra 3.000 til 6.000 kroner.

Spørgsmålet er så, betoner den politiske redaktør, om det forhøjede fradrag kan formilde det hold af fagbosser, der møder op på Socialdemokraternes sommergruppemøde i Helsingør onsdag med krav om at se på genoptjeningsretten.

HKs formand, Kim Simonsen, møder op sammen med flere af LOs fagbosser og formand Harald Børsting. De kræver handling på dagpengeområdet, og det er ikke sikkert, at Thornings forslag om at fordoble skattefradraget på det faglige kontingent er nok for dem. De kræver nemlig, at der også gøres noget ved genoptjeningsretten.

- HK synes, at dagpengereglerne skal på dagsordenen allerede i forbindelse med forhandlingerne om næste års finanslov. Vi kan se, at vores medlemmer falder ud over kanten. Der skal ske noget, så folk ikke falder ud til ingenting, siger Kim Simonsen til Ugebrevet A4.