Villy Søvndal skal lade en kommissionsundersøgelse tjekke CIA-fly. kræver Per Stig Møller som vil renses.

SF's udenrigsminister, Villy Søvndal, skal lade en kommissionsundersøgelse tjekke, om CIA-fly brød dansk luftrum, selv om det blev undersøgt i oktober 2008 af VK-regeringen i "Redegørelsen vedr. hemmelige CIA-flyvninger i Danmark, Grønland og Færøerne".

Det kræver hans konservative forgænger som udenrigsminister, Per Stig Møller.

- Hvis Søvndal har mistanke om dobbeltspil fra mig eller embedsmænd, skal det undersøges. Det vil jeg ikke have siddende på mig, siger han.

I redegørelsen lover USA's udenrigsminister, Condoleezza Rice, at USA ikke lader CIA-fly overflyve dansk luftrum uden at orientere den danske regering.

Storbritannien var det eneste andet land end Danmark, som fik en forsikring fra USA.

Den 2. november i år aftalte Søvndal at få lavet en ny undersøgelse af CIA-flyvninger med Grønlands hjemmestyreformand, Kuupik Kleist.

Forinden havde Søvndal afvist en kommissionsundersøgelse, som S-SF ellers lovede i valgkampen.

Søvndal begrundede onsdag i Folketingets spørgetid den nye undersøgelse med de hemmelige indberetninger til USA's udenrigsministerium fra ambassaden i København.

De fortrolige referater blev i januar 2011 offentliggjort af hjemmesiden WikiLeaks. Disse referater antyder ifølge Per Stig Møller, at Udenrigsministeriets embedsmænd eller han selv spillede dobbeltspil.

- Da jeg ikke vil have sådanne grundløse antydninger og anklager siddende på mig, ønsker jeg udenrigsministerens nye påstande undersøgt ved en kommissionsundersøgelse, siger Per Stig Møller og fortsætter:

- Så jeg kan blive afhørt, og så kan han stikke mig en undskyldning bagefter siger han.

I spørgetiden antydede Søvndal, at der var aftalt spil mellem USA og Danmark om CIA-flyvninger.

Det afviser Per Stig Møller blankt.

- Jeg er under anklage for dobbeltspil. Det vil jeg ikke have siddende på mig.

/ritzau/