Den midtsjællandske by Køge sætter tre millioner kr. af for at fjerne byens dårlige image efter sager om Henrik Sass Larsen, Tommy Kamp og bandeslagsmål.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Byen vil ikke længere forbindes med politikere, som spiser gratis på Cafe Vanilla for tilgengæld at levere tilladelser til udeservering på byens torv. Det er især B.T., der har skrevet de mange historier om, hvordan Henrik Sass Larsen og Tommy Kamp har spist gratis på caf'een.

Og byens borgere og politikere er endnu mere trætte af at blive en by, der bliver forbundet med knivstikkerier, bandeopgør og rockere.

Derfor har byen netop sat tre millioner af til at få unge til at droppe banderne og i stedet dyrke sport. Men byens borgmester vil samtidig gerne have forbedret byens image.

- Hele sagen om Sass og Kamp har skadet Køges image, og vi skal væk fra opfattelsen af Køge som en rockerby. Vi har slet ingen rockerborg i Køge, men vi er ikke blinde for, at der har været en bandekrig, siger borgmester Marie Stærke (S) til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Køge Arbejdsgiverforenings formand, Steen Rasmussen, har til Dagbladet Køge udtrykt bekymring, om sagen med Sass Larsen og Tommy Kamp  kan få virksomheder til at overveje om de ønsker at være i byen.

I fagforeningen 3F Køge Bugt er formand Flemming Svenning Andersen langt mere direkte.

- Køge Kommune har fået et dårligt rygte rundt om i Danmark på grund af Tommy Kamp. Folk tror, at vi er mere eller mindre forbrydere alle sammen. Og arbejdsgiverforeningen har sagt, at det kan medvirke til, at virksomheder fravælger Køge. Det bliver jeg selvfølgelig bekymret over at høre, siger Flemming Svenning Andersen til Morgenavisen Jyllands-Posten.