Statsministeren er på ferie, Beskæftigelsesministeren er på ferie. Og Socialdemokraternes beskæftigelsesordfører, Lennart Damsbo-Andersen, har som en af flere socialdemokratiske ferievagter i denne uge gentaget smøren om, at Socialdemokraterne ikke vil kommentere konflikten på Vejlegården.

Det er efterhånden mange dage siden, at Pernille Rosenkrantz-Theil som den eneste brød partidiciplinen.

- Konflikten på Vejlegården rammer lige i røven af den diskussion, man har på mange arbejdspladser, om medlemsskab af fagforeningen. Mange har gået op puttet lidt med debatten og ikke rigtig forholdt sig til, at nogen måske har meldt sig ud eller valgt en gul fagforening, sagde Pernille Rosenkrantz-Theil til BT for mere end en uge siden.

LÆS OGSÅ: 

Siden konflikten begyndte, har borgerlige politikere derimod benyttet alle muligheder for at få både ’game, set og match’ i kampen for den personlige frihed.

Men nu vover Socialdemokraternes nestor, Mogens Lykketoft, det halve øje, og kommer med en skarp kommentar. Dog kun på Facebook.

’Det er skammeligt, at Krifa og en Vejle-restauratør kan mobilisere en serie af fagforeningsfjendske borgerlige politikere til angreb på den danske arbejdsmarkedsmodel,’ skriver Lykketoft.

Foreløbig har 1175 personer tilkendegivet, at de synes godt om hans opslag. De mange positive kommentarer vidner om, at en politisk udmelding var særdeles savnet:

’Godt Mogens, lad os få mere af de meninger,’ skriver Frank Normann. ’Endelig en politikere med hjertevarme... endelig!!!,’ skriver Mathine Lotus Rasmussen.

LÆS OGSÅ: 

’Kære Mogens, jeg ville ønske flere politikere ville stille sig frem og præcisere over for befolkningen, hvorfor retten til faglig kamp er en del af fundamentet for det danske samfund,’ skriver Jeppe Drivsholm Eriksen.

Mogens Lykketoft takker også ’dem, der trods modvind og udbredte vrangforestillinger om valgfrihedens velsignelser er mange, der stadig vil kæmpe og demonstrere for solidaritet.

BT har forgæves forsøgt at få Mogens Lykketoft til at uddybe sin Facebook-opdatering, men han har ikke reageret på vores henvendelse inden deadline. Det har endnu en gang heller ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.

Siden artiklen blev skrevet, har beskæftigelsesminister Mette Frederiksen nu udtalt sig i konflikt-krigen mellem 3F og Vejlegården. Læs hvad hun mener her.