LO-formand Harald Børsting vil gerne genoptage trepartsforhandlingerne, der brød sammen for et par uger siden, i kølvandet på fredagens skattereform.

- Før forhandlede vi ind i et blindt rum. Med skatteaftalen på plads kender vi grundlaget for forhandlingerne, både hvad skatten bliver, hvordan finansieringen skal ske, og at der sker en forøgelse af arbejdsudbuddet. Når de fakta er kendt, synes jeg, regeringen bør overveje at samle dagsordenen op igen for de trepartsforhandlinger, der faldt til jorden. Det vil jeg allerede her i den kommende uge henvende mig til regeringen om, siger Harald Børsting til b.dk.

Berlingske Nyhedsbureau erfarer, at regeringen ikke har planer om at genoptage trepartsforhandlingerne.

Forhandlingerne brød sammen, da Metal-formand Thorkild E. Jensen ikke kunne få opbakning fra sine medlemmer til at forhandle om fjernelsen af en feriedag. Thorkild E. Jensen har i dag ikke ønsket at kommentere Harald Børstings udmelding om genoptagelse af forhandlingerne.

BNB