Den socialdemokratiske næstformand Nick Hækkerup leverede en røverhistorie ved en politisk debat med Venstres næstformand Kristian Jensen, da de optrådte i en tv-transmitteret debat fra Slangerup, som blev sendt på TV2 News i søndags.

Den socialdemokratiske næstformand Nick Hækkerup leverede en røverhistorie ved en politisk debat med Venstres næstformand Kristian Jensen, da de optrådte i en tv-transmitteret debat fra Slangerup, som blev sendt på TV2 News i søndags.

Han fik det til at fremstå som om, at Schlüter-regeringen havde været skyld i, at Danmark i 1983 mistede sin økonomi-topkarakter AAA hos de internationale kreditvurderingsinstitutter. Ganske som det også netop er sket i USA.

Teknisk set er det korrekt, at Danmark blev nedgraderet under Schlüter, men begrundelsen for det skyldtes den massive offentlige gæld, som var eksploderet mellem 1980 og 1982, hvor Anker Jørgensen og en socialdemokratisk regering var ved magten.

Først i 2001 genvandt Danmark topkarakteren, som stadig består.

- Da vi blev nedgraderet, var det under en borgerlig regering. Det var under Schlüter-regeringen. Jeg kan godt forstå, at Kristian Jensen begyndte at tale om de finansministre, som han gjorde, for var han gået lidt tilbage, så var han ramlet ind i dem, der slingrede med økonomien, så vi blev nedgraderet, sagde Nick Hækkerup, hvorefter salen brød ud i klapsalver og Kristian Jensen mumlede ’sludder og vrøvl’.

Det var Ankers skyld

Men ifølge Commite for Responsible Federal Budget (CFRB), der netop har beskrevet, hvorfor det gik så galt for Danmark, at vi blev nedgraderet, peger på Anker Jørgensens regering, der gældsatte landet.

- Den offentlige gæld steg fra 29 pct. af bruttonationalproduktet til 65 pct. i 1982. Desuden i et miljø, hvor renten var høj, var omkostningerne ved gælden også voldsomme, skriver CFRB om Danmark på deres hjemmeside.

CFRB giver faktisk Schlüter-regeringens reformer æren for, at Danmark kom på ret kurs igen.

- Danmark påtog sig en stor finanspolitisk redningsplan, som skulle sikre Danmark et overskud. Mange overførselsindkomster blev fjernet. Som følge af det, så blev gældens voldsomme vækst standset midt i årtiet, skriver CFRB.

Nick Hækkerup mener dog ikke, at han fordrejede noget.

- Jeg gav bare en faktuel oplysning om, at det var under Schlüter-regeringen, at vi blev nedgraderet. Jeg redegjorde ikke for årsager, siger Hækkerup.

Burde du ikke have nævnt, at det var under Anker Jørgensens regering, at det gik galt? Ellers er det vel vildledning?

- Nu kan du jo se debatten igen, så kan du se, at det gik hurtigt, så der var ikke tid til uddybende fodnoter, siger den socialdemokratiske næstformand.