Danmarks bedste MMA-kæmper, Nicolas Dalby, var lørdag aften på karrierens største opgave, da han efter en pause på flere måneder lørdag aften vendte tilbage til kampsportens Champions League, UFC, ved et stævne i Hamburg.

Desværre for Nicolas Dalby blev det ikke til det gensyn, han havde håbet på mod den hårdtslående tysk nationaliseret polak Peter Sobotta, som viste sig for stærk i det ottekantede bur.

Allerede i første runde tordnede Sobotta en højrehånd direkte i ansigtet på Dalby. Et slag, der sendte danskeren i kanvassen og rystede ham så meget, at han aldrig for alvor fik kæmpet sig tilbage i kampen.

Lidt bedre gik det for aftenens anden dansker Christian Colombo, der debuterede med en uafgjort afgørelse mod Jarjis Danho fra Syrien. Et ulovligt knæ i hovedet på sin modstander kostede Colombo dyrt, da dommerne fratog ham et point, som ellers havde hevet en sejr i land i danskerens første dyst i UFC-regi.