Der ryddes op i det kriseramte Parken. Nu forlader tre bestyrelsesmedlemmer selskabet - blot få dage efter direktøren for fitness.dk gik.

Hans Jensen, tidligere formand for LO, ejendomsmægler Peter Norvig og direktør Michael Kjær træder ud af bestyrelsen i kriseramte Parken Sport & Entertainment.

De tre ønsker selv at udtræde af bestyrelsen, fremgår det af en meddelelse til Fondsbørsen.

Udtrædelserne sker i forbindelse med en ekstraordinære generalforsamling for selskabet den 21. december 2009.

I stedet vil man indsætte den fynske rigmand Erik Skjærbæk, tidligere direktør i Svendborg Brakes, i bestyrelsen. Skjærbæk købte tidligere på året en stor aktiepost på godt 15 procent i Parken.

Erik Skjærbæk blev sidste år milliardær efter salg af virksomheden Svendborg Brakes til en kapitalfond.

Udskiftningen i bestyrelsen kommer blot to dage efter, direktøren for fitness.dk, Steen Keller, meddelte, at han stopper som medlem af direktionen i Parken.

Parken Sport & Entertainment måtte i november offentliggøre et blodrødt regnskab, og meldingen lyder på, at selskabet kommer ud af 2009 med et underskud på mellem 245 og 255 millioner kroner før skat.

Parken forventer et underskud i 2010 på 100 millioner kroner og overskud igen i 2011. Men planlægger alligevel en aktieudvidelse med et provenu på cirka 500 millioner kroner.

/ritzau/