Forhandlingerne mellem det danske rederi Shipcraft og de somaliske bortførere kan tage adskillige måneder.

Den danske kaptajn og maskinmester fra det kaprede skib M/V Leopard risikerer at skulle være hos deres somaliske bortførere i op til et år.

Bortførelsen af besætningen på seks mand i Adenbugten i onsdags kan dermed nemt blive længere end tilfældet var med besætningerne på de dansk-ejede skibe CEC Future og Danica White.

- De kan komme til at sidde alt imellem to måneder og op til et helt år, siger forsker ph.d. Lars Bangert Struwe fra Center for Militære Studier til Nyhedbureauet Newspaq.

Det hører nemlig til sjældenhederne, at kaprede skibe og bortførte søfolk bliver købt fri og løsladt efter kort tid i fangenskab.

- Hvis rederiet betaler med det samme, så risikerer de, at piraterne tænker 'hmm, de er klar til at betale en meget stor sum, så vi beholder bare gidslerne. Derfor lyder alle anbefalinger, at det er for risikofyldt at betale med det samme, forklarer Lars Bangert Struwe til Newspaq.

I slutningen af 2008 blev det danskejede skib 'CEC Future' kapret ved Afrikas Horn. Her endte rederiet Clipper med at betale en løsesum på 1,7 millioner dollars efter forhandlinger over 71 døgn.

Adm. direktør i Clipper Group, Per Gullestrup, kan bekræfte, at piraterne i Adenbugten er villige til at vente på den rigtige pris.

- I den somaliske forretningskultur betyder tidselementet ikke rigtig noget. For dem er det vigtigt at føle, at de har vredet de sidste 50 cent ud af modparten, før de slår en handel af. Hvis du betaler 10 millioner dollars med det samme, så risikerer du bare, at de siger 'det var bare udbetalingen', og så kan man starte forfra, siger Per Gullestrup til Newspaq.

Året før kapringen af CEC Future blev fire danske søfolk ombord på Danica White holdt fanget i 83 døgn.

Her endte rederiet H. Folmer med at betale en løsesum omkring fire millioner kroner.