Overbelastning ja. Men oven i hatten har Erhvervs- og Byggestyrelsen reklameret med et telefonnummer på en alt for 'langsom' telefonlinje og så kunne systemet ikke klare bogstaverne Æ, Ø og Å.

Der findes almindelige telefonnumre - og der findes 70-numre med større kapacitet. Det svarer lidt til, at det heller ikke nytter at køre i personbil, hvis man er så mange mennesker, at man faktisk kunne fylde en bus.

Sådan siger Lasse Bastkjær Jensen, kommunikationsmedarbejder fra TDC.

- Det benyttede nummer, 38 88 88 88, er et "almindeligt" telefonnummer, der modsat et 70-nummer ikke er gearet til så stor en interesse, som boligforbedrings-callcentret har oplevet her fra morgenstunden.

Så kontant er udmeldingen fra Lasse Bastkjær Jensen, der er oplyser at kapaciteten på den central, hvor 38-nummeret er placeret, nu er firdoblet. Han understreger dog, at der stadig kan være opkald, der ikke går igennem her hvor interessen boomer.

- Oplever man problemer (med at komme igennem på 38-nummeret red.), kan jeg henvise til det midlertidige nummer 70 80 70 49, der ugen ud går samme sted hen, som det oprindelige nummer - dette nummer er bare bedre gearet til belastningen, siger han.

Lasse Bastkjær Jensen tilføjer, at han i skrivende stund lige har testet 38-nummeret igen, og at det ser ud til at fungere udmærket på det tekniske plan. Dog har TDC intet at gøre med kø på linjen eller i Erhvervs- og Byggestyrelsens callcenter.

Mange oplevede også problemer med deres ønskede brugernavne. Brugernavne indeholdende bogstaverne Æ, Ø og Å blev i første omgang accepteret af systemet, men når det hele så var udfyldt, fik de uheldige ansøgere en besked tilbage om, at der var opstået en fejl. Hvad fejlen var, fik de dog ikke besked om, ligesom det intet sted på hjemmesiden blev oplyst, at systemet ikke kunne klare brugernavne med Æ, Ø og Å.

- Det er rigtigt, at vi har problemer med æ, ø, og å. Vi arbejder på højtryk med at få det løst , siger Ulla Jacobsen, der er kommunikationschef ved Erhvervs- og Byggestyrelsen til dr.dk/nyheder.

Hos Erhvervs- og Byggestyrelsen er man i øjeblikket ved at undersøge sagen.