Danske rederier vil have den arabiske verden med i en skærpet kamp mod sørøverne og beskyttelse af den internationale handelsflåde.

Danske rederier appellerer til den arabiske verden om at deltage i en skærpet kamp mod sørøverne og beskyttelse af den internationale handelsflåde ved Somalias kyster. Det sker gennem den arabiske tv-kanal al-Jazeera, hvor direktør i Clipper Projects Per Gullestrup vil forsøge at råbe araberne op.

- Saudi-Arabien har selv fået kapret det store tankskib Sirius Star. Det rammer saudiske handelsinteresser, og det er nærliggende at gøre den arabiske verden opmærksom på, at det her er et stigende internationalt problem, som de også selv har en interesse i at være med til at løse, siger Per Gullestrup til Ritzau.

Clipper-direktøren, der fik kapret det dansk-drevne fragtskib CEC Future og dets 13 mand store besætning den 7. november, går i dag på al-Jazeera med appellen til den arabiske verden.

- Konsekvenserne af at handelsflåden dropper Suez-kanalen og Adenbugten vil ramme Egypten på landets indtægter, siger Per Gullestrup.

Kapringen af den saudiarabiske supertanker er piraterne største fangst nogensinde, og det har sat en helt ny dagsorden for verdens handelsflåde. Ifølge internationale kilder er i alt 14 skibe i sørøvernes klør i øjeblikket, og 268 besætningsmedlemmer er gidsler om bord på de kaprede skibe.

/ritzau/