Valget bør handle om rammerne for den fremtidige vækst og velfærd, mener de rådgivende ingeniører, der ønsker fokus på klima, infrastruktur og arbejdskraft.

Folketingsvalget bør handle om rammerne for den fremtidige vækst og velfærd. Derfor bør energi, klima, infrastruktur og manglen på arbejdskraft være højt på dagsordenen i valgkampen. Det siger administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Lars Goldschmidt.

- Den dramatiske stigning i det globale energiforbrug og CO2-udslippets konsekvenser for klimaet kalder på handling. Danmark har potentialet til at udvikle de nye teknologier, som kan bringes i spil globalt. Men det er ikke nok at vente på, at virksomhederne investerer alt hvad der skal til. Vi vil blive placeret på sidelinjen, hvis ikke også det offentlige kommer på banen med en massiv satsning, siger Lars Goldschmidt.

Han tilføjer, at trængselsproblemer, for eksempel bilkøer, udgør en bremse på væksten, og at der er brug for et betydeligt løft her.

/ritzau/