Den portugisiske storbank Banco Espirito Santo køber sig ind i den danske Saxo Bank. I første omgang køber portugiserne fem procent af aktierne

Den privatejede danske Saxo Bank får ny storaktionær. Den portugisiske storbank Banco Espirito Santo Group og finansselskabet Espirito Santo Financial Group køber frem procent af aktierne i Saxo Bank med option på at købe yderligere fem procent i løbet af de næste fem måneder.

Det vil gøre de portugisiske investorer til den tredjestørste aktionær i den privatejede Saxo Bank sammen med de to grundlæggere og administrerende direktører, Kim Fournais og Lars Seier Christensen, og den amerikanske kapitalfond, General Atlantic.

Når transaktionen er gennemført, vil Saxo Bank rangere som den fjerdestørste danske bank set i forhold til markedsværdi.

Hvis portugiserne beslutter sig for at øge ejerandelen til 10 procent vil de få plads i Saxo Banks bestyrelse.

/ritzau/