Aalborg Industries skifter ejere. Den nordiske investeringsfond Altor træder til, mens LD fastholder ejerskabet.

Den nordiske investeringsfond Altor 2003 Fund (Altor) bliver nye ejere af marinekedelproducenten Aalborg Industries. Ejerskiftet kommer efter, at investeringsselskabet Axcel og FIH i fem år har ejet virksomheden. Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der har godt 30 procent af aktiekapitalen, fortsætter som medejer.

Axcel, LD og FiH erhvervede Aalborg Industries i 2000 med henblik på at gennemføre en ambitiøs udviklingsplan med fokus på martime kedelløsninger og tilhørende globalt servicesetup. Resultatet er, at Aalborg Industries i dag er et "særdeles lønsomt selskab, som fortsat står over for meget attraktive udviklingsmuligheder" fastslår administrerende direktør i Axcel, Christian Frigast.

/ritzau/