Luftfartsindustrien går mod bedre tider, siger topchefen for flyselskabernes internationale organisation.

Højere økonomisk vækst og markante besparelser ventes i år at bevirke en næsten halvering af den globale luftfartsindustris underskud, oplyser flyselskabernes internationale organisation, IATA, torsdag.

Luftfartsselskaberne venter nu et samlet underskud i 2006 på 1,7 mia. dollar (10 mia. kroner) mod tidligere ventet tre mia. dollar. Sidste år måtte flyselskaberne notere sig et samlet tab på 3,2 mia. dollar.

- Samlet set har luftfartsindustrien aldrig stået så vel rustet til at vende tilbage til en situation med overskud, siger IATA's generalsekretær, Giovanni Bisignani.

/ritzau/