Krisen i flytrafikken rammer også Københavns Lufthavne, der i dag meddelte, at koncernen nedjusterer sine forventninger i år med cirka 100 millioner kroner.

Terrorhandlingerne i USA den 11. september har haft en negativ påvirkning på flytrafikken og vil derfor have en afsmittende effekt på Københavns Lufthavne, skriver koncernen.

Den internationale luftfartsorganisation IATA regner i værste fald med, at den internationale flytrafik vil falde med 20 procent i resten af året. Det er dette scenarium, Københavns Lufthavne teoretisk har valgt at overføre til sine forhold.

Efter nedjusteringen venter Københavns Lufthavne et resultat før skat for i år på cirka 440 mio. kr.

/ritzau/