Ingeniørselskabernes brancheforening efterlyser mere fokus på indhold af fremtidens forskning frem for snak om de beløb, der skal sættes af.

Den megen snak om, hvor meget Danmark afsætter til forskning, bør erstattes af fokus på, hvad midlerne skal bruges til. Det mener ingeniørselskabernes brancheforening, Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI), der er uenig i, at fokus skal være på højteknologi.

I stedet anbefaler man at satse mere på områder, hvor Danmark står stærkt inden for både forskning og erhvervsliv. Det gælder energi, sundhed samt ledelse af innovative virksomheder på det globale marked.

- Siden regeringen præsenterede sit forslag til finanslov, har debatten drejet sig om, hvorvidt 0,75 eller 0,76 procent af BNP er nok eller for lidt at bruge på forskning, siger Lars Goldschmidt, adm. direktør i FRI.

Han tilføjer, at finansminister Thor Pedersen (V) senest har forklaret, at han vil finde de milliarder, der mangler for at nå den såkaldte Barcelona-målsætning.

- Det er selvfølgelig vigtigt og godt. Men diskussionen om kroner og øre har betydet, at det mere grundlæggende er blevet overset, nemlig om vi bruger pengene rigtigt, siger Lars Goldschmidt.

/ritzau/