Dagens leder 7/11: »Lad os ikke tage dette valg for let. Lad os lære af historien, lad os tænke os om, før vi sætter vort kryds«

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>»Han har det godt,« siger sygeplejersken på intensiv afdelingen på Bispebjerg Hospital. De taler om min far. Han har ligget i koma i mere end tre uger. Det er usikkert, om han nogensinde vil vågne op. Men sygehusets personale er meget opmærksomme. De ved, at menneskelig kontakt kan være afgørende for helbredelsen. De har bedt om et billede af ham, og de taler til ham.

Min far er ved at dø, mens der er valgkamp i Danmark.

Her er en del af vores historie.

Hans far, min farfar, kom forældreløs fra gården i begyndelsen af dette århundrede. Fortællingen beretter, at han blev voldtaget af en tjenestepige, da han var syv. I hvert fald var det hans pligt at sørge for sin egen forsørgelse fra det tidspunkt.

Han gjorde det godt. Blev en del af den danske marine, indtil Stauning i 30erne nedlagde flåden. Min farfar fik for sine kompensations-penge en cigarhandel i Borgergade i København. Min farfar var i mange år et solidt medlem af Socialdemokratiets 10. kreds.

Men under besættelsen gik det galt.

Min farfar solgte den nazistiske avis »Fædrelandet« og blev alene derfor stenet under optøjerne i København august 1943.

Min far deltog i modstandsbevægelsen.

Han meldte sig ret sent og drev det ikke til mere end bevogtningsopgaver. Alligevel blev han arresteret af Gestapo i 1944 og sendt sydpå. Efter et kort ophold i Frøslev-lejren kom han til de berygtede koncentrationslejre i Dachau og Neuengamme.

Han blev hentet af grev Folke Bernadottes Hvide Busser og overlevede. Og blev min far.

Nu er han ved at dø, og Danmark går til valg. Har det nogen mening?

Jeg tror det. Han var en del af de generationer, der henover den værste ødelæggelse, man kan forestille sig, byggede det her samfund.

Han er vores sikkerhed for, at fortid og nutid hænger sammen.

Lad os ikke tage dette valg for let. Lad os lære af historien, lad os tænke os om, før vi sætter vort kryds.

God valgkamp.