Handelshøjskolen i København var i går parat til at modtage diktatorsønnen Hannibal Gaddafi med sine mange livvagter. Men drengen dukkede aldrig op til sin første undervisningsdag.

I stedet stod hans stol tom, og han kunne indlede sit studieophold i Danmark med et kryds i bogen under fravær.

Hannibal Gaddafi, søn af den libyske diktator Moammar Gaddafi, arbejder til daglig i et libysk rederi og var ventet til København i forgårs for sammen med 23 andre ledere fra hele verden at påbegynde sin MBA shippinguddannelse.

Den to-årige master-uddannelse kræver ellers kun fremmøde til undervisningen otte gange. Resten af uddannelsen kan klares ved fjernundervisning.

Diktator-sønnen, der er midt i tyverne, har sjældent gjort sig synderligt bemærket internationalt - hvis man da lige ser bort fra dengang, han smadrede flere italienske politibetjente under et besøg i Italien. Tidligere er Gaddafis ældste søn, Mohammed, der er leder af Libyens olympiske komité, blevet standset af myndighederne i Argentina, da han præsenterede sig med tre pistoler, en maskinpistol og seks bodyguards.

dok