Da Dea Trier Mørch debuterede som forfatter hed bogen »Sorgmunter socialisme«, og en sørgmunter stemning prægede også hendes begravelse i går fra Esajaskirken på Østerbro i København.
Det blev noget af et tilløbsstykke, der vidnede om hendes brede gennemslagskraft som forfatter og billedkunstner.De mange blomsterbuketter måtte lægges helt ud foran kirken, da en meget bred skare af familie, venner, kulturpersonligheder og politikere fulgte hende til graven på Holmens Kirkegård.
Blandt de mange fremmødte kan nævnes en stribe kunstnere fra det navnkundige kunstnerkollektiv Røde Mor som eks-manden Troels Trier, gøgleren Erik Clausen og musikeren Henrik Strube.
Af forfatterkolleger sås Kirsten Thorup, Maria Marcus, Suzanne Brøgger, Niels Barfoed, Erik Stinus og Jesper Jensen, mens det politiske liv blandt andet var repræsenteret ved minstrene Margrethe Vestager og Ritt Bjerregaard samt tidligere kulturminister Jytte Hilden.
Da det stod klart for Dea Trier Mørch, at hun skulle dø af den kræftsygdom, som hun fik sidste sommer, meldte hun sig trods sin socialistiske grundopfattelse ind i Folkekirken.
»Min begravelse skal være en fest i kirken, for det hele er godt som det er,« sagde hun til sine nærmeste, inden hun sidste lørdag som 59-årig fredeligt udåndede.
Ifølge præsten Gitte Bergs afskedsord tog hun dog ikke uden videre Bibelen for gode varer.
»Det eneste Dea kunne gå ind for, var Paulus´ 1. brev til korintherne - Kærlighedens Højsang - som jeg vil læse til sidst på Deas befaling,« sagde præsten og kaldte smil frem mellem alle de våde øjne.
Trods sin svære sygdom var Dea ifølge præsten ikke lidende, men medlidende.
»Hun gav næsten sine nærmeste mere under sin sygdom end da hun var rask, som et af børnene har fortalt.«
I en meget flot tale ved kisten priste det ældste af Dea Trier Mørchs tre børn, Rosa, sin mors »store mod, kærlighed og humør, som hun på snedig vis styrede sine omgivelser med«.
»Hun har vist, at mennesket er højtudviklede, sociale pattedyr, der selv i de mest ekstreme situationer optræder som værdige, kærlige og idealistiske individer.
Hun var ikke bange for døden, men så den som en slags glidende bevægelse fra slægt til slægt. Også sønnen Tobias tog med sin guitar en personlig afsked med sin mor i kirken med sangen »Den tid som er forbi«.
