På plade nummer tre lægger Cold War Kids al personlighed på hylden til fordel for en anonym fusion af den pompøse (a la U2, Kings of Leon) og forsigtige dansable pop.
Californiske Cold War Kids brød igennem for snart fem år siden med det mere eller mindre inspirerede debutalbum ’Robbers & Cowards’ – en musikalsk opdatering af idoler som Bob Dylan og Jeff Buckley. Det gik faktisk an.
Men der kom hurtigt grus i maskineriet, og på den godt to år gamle opfølger ’Loyalty to Loyalty’ lød kvartetten mere som en uinspireret udgave af White Stripes. Det var det ene (velkendte) bluesriff på det andet; spillet med skramlende manér.
Allerede dengang var der dog også tendenser i retning af den stadionorienterede poprock, som U2 doserer med, og dén drøm bliver udlevet til fulde på koldkrigsknægtenes foreliggende tredje album, ’Mine Is Yours’, der er mindst lige så uinspireret som sin forgænger.
Sekunda-britpop
De sidste antydninger af blues’et og direkte attitude er nu forsvundet som dug for solen til fordel for en mere forsigtig og følende stil, der kommer som en overraskelse fra et band, som brød igennem med slaskende og levende spillet rock.
Den nye stil lægges for fra start via titelnummeret, der er en flydende version af den verdensmusikinspirerede pop, Yeasayer excellerer inden for, mens ’Royal Blue’ og ’Sensitive Kid’ emmer af åndsfællerne i Born Ruffians’ tredjegenerations Talking Heads-pop.
Og så er der U2-pasticherne ’Finally Begin’ og især ’Skip the Charades’, der får Cold War Kids helt ned på sekunda-britpop-niveau. Og sådan kunne man blive ved. Det er sørgeligt, men sandt, og det bliver desværre ikke bedre i løbet af resten af spilletiden.
Tør for idéer
’Mine Is Yours’ indeholder imidlertid to sange, der redder californierne en ekstra stjerne og som holder albummet fra bundskraber-karakteren: ’Out of the Wilderness’ sitrer herligt med sin ildevarslende melodi og kreative trommespil, mens ’Cold Toes’ går Black Keys i bedende – med succes.
Men det er så også, hvad der er at sige af positive ting om det stakkels band, der lyder til at være løbet totalt tør for idéer og nu bare sigter direkte efter at bestige hitlisterne ud fra laveste musikalske fællesnævner.
Det er en skam; koldkrigsbørnene går koldkrigstyrker.
