Torsdag aften flyttede Søren Huss og hans band grænsen for dansk rock som moderne kommunikationsform en alen eller to. Lyder det langhåret? Det er det overhovedet ikke. Bortset fra Huss selv, der snart har længere hår end de fire medlemmer af The Beatles anno 1969 til sammen.
For et lille halvt års tid udsendte Huss albummet 'Troen & ingen'. Alle sange tager, som de fleste bekendt, udgangspunkt i Huss' personlige tragedie - hans kærestes død i en trafikulykke for lidt mere end tre år siden.Samt i datteren, der efterfølgende svævede mellem liv og død i nogle uger. Sørens sørgesange affødte fuldt fortjent en heftig stjerneregn fra de danske anmeldere.
På den aktuelle turné nåede Søren Huss og hans fire mand store band torsdag aften frem til Vega i København. På den første turné tidligere i vinter var Huss akkompagneret af en strygerkvartet.
Denne gang spillede han med band alene. Nu suppleret med den allestedsnærværende guitarhelt, den prisbelønnede Lars Skjærbæk.
En smuk, smuk, smuk aften
Det blev en smuk, smuk, smuk aften. Først og fremmest, selvfølgelig, på grund af musikken. Hvert enkelt nummer elegant koreograferet med den simple, nærmest dunkle lyssætning.
Bandet spiller med et tæt low fi-agtigt udtryk. Fra Jesper Elnegaards lavmeldte, dumpe trommespil til Skjærbæks diskrete guitarflader.
Bortset fra den harmdirrende indignerede 'Fra tanke til...' blev det hele leveret i en let, duvende lydstrøm, der klæder smerten og den maleriske widescreen melankoli i de fremragende tekster.
Hvis Saybia (som i øvrigt snart genopstår for et par koncerter) er lyden af britisk indierock (Coldplay), lyder Søren Huss solo meget mere af americana. Måske med inspiration fra Neil Youngs musikalske ambassadør i Danmark, Lars Skjærbæk.
En blændende sanger
Søren Huss er en rent ud blændende sanger. Hans formfulde mørke vokal ER de både martrede og gribende ord, der kommer ud af munden på den fynske sanger.
Måske allerbedst i sange som 'Du er ', 'Mejslet i massiv granit', 'Et af udstrakte hænder' og '... Hvorfor?'
Pludselig poppede sangerinden Julie Maria op på scenen. Sammen sang de den nye, nærmest skamløst catchy 'Sanseløs', som hun og Huss har skrevet sammen. Damn, hvis den ikke bliver et hit, har vi det endegyldige bevis på, at der ikke findes retfærdighed i musikbranchen. For så vidt at den slags nogensinde har eksisteret.
I grel kontrast til Nephew
Så var der det med kommunikationsformen. Søren Huss taler usædvanlig meget mellem sine sange. I al sin kejtede, famlende impulsivitet er Huss unik. Jeg kan ikke umiddelbart mindes en så personlig, åben og sårbar levering i en dansk rockkoncert. Det står i nærmest grotesk, grel kontrast til f.eks. Nephews skabelonagtigt tilknappede karikaturrock.
Det kan være både rørende og tæerrkrummende. Som når Huss fortæller, at han har siddet med sin lille datter ved morgenbordet og snakket om aftenens kommende koncert. Og hun så foreslår, at han jo bare kan sige velkommen.
Det er ikke det hele, der er lige kønt. Personligt kunne jeg godt undvære referencerne til lydmandens undersættelser af Huss' sange. Det klæder så absolut Huss at lægge lidt luft og distance til alvoren.
Bare et menneske
Men at Huss' lydmand synes, at to centrale 'Troen & Ingen'-linier som 'Først krybe, så gå' og 'Dejlige, dejlige datter' burde hedde 'Først kneppe, så slå' og 'Dejlige, dejlige patter'
Det siger mest om den patetisk barnagtige machohørm, der en del af rockens backstagesprog.
Men Huss insisterer bare på at være et menneske. Og mennesker er uperfekte.
Søren Huss med band - det var i mere end én forstand fuldt Huss i det udsolgte Vega.
