Politiet har gennemgået videoovervågning, men mangler spor efter en to meter høj voldtægtsmand, som sidste uge overfaldt en kvinde i Århus.

Politiet savner vidner i sagen om voldtægten af en ung kvinde i Århus sidste mandag - og det på trods af at gerningsmanden ifølge kvinden var godt to meter høj.

- Vi har set videoovervågningsbånd igennem, men vi har ikke fundet nogen, der passer til signalementet, fortæller Peter Grove fra Århus Politi.

Han tilføjer, at politiet endnu mangler at gennemse noget af overvågningsmaterialet.

Ifølge kvindens forklaring blev hun sidste mandag revet omkuld bag et el-skab i Gl. Munkegade, hvor hun blev voldtaget af den høje mand. Kvinden havde forinden talt med manden og hans kammerat, som var endnu højere - cirka 2,1 meter - men han var gået, inden voldtægten fandt sted.

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke andre spor end videoovervågningen. Ifølge Peter Grove har ingen vidner henvendt sig, og det undrer Århus Politi.

- Jeg ville nok have bemærket dem, siger Peter Grove med henvisning til højden og opfordrer vidner til at henvende sig til politiet.