En politibetjent glemte at trække håndbremsen, da han forlod sin patruljebil. Bilen begyndte at trille og drønede lige direkte ind i en legetøjsbutik

En fynsk betjent havde så travlt med at opklare en forbrydelse i Svendborg onsdag aften, at han helt glemte at trække håndbremsen, da han steg ud af bilen.

Bilen trillede cirka 200 meter ned ad gaden og endte sin solotur i udstillingsvinduet på legetøjsbutikken Buddy.

- Vi havde fået en opringning fra en mand, der havde haft besøg af nogle kedelige typer, som ville have penge af ham. Vi skyndte os ud til adressen, og i farten glemte betjenten at trække håndbremsen, siger vagtchef ved Fyns Polit, Erik Halkjær, til bt.dk.

Heldigvis blev ingen mennesker ramt af den løbske politibil, men betjenten bliver nu sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

Det er endnu uklart, hvor store skader der er sket på butiksfacaden, men at dømme efter billedet, som en forbipasserende læser tog, er der nok en glarmester, der skal på overarbejde.

- Facaden er ramponeret af, at bilen har ramt, og bilen har en del skader, men er ikke totalskadet, siger Erik Halkjær.