Ved et uheld på fragtcenter i Haderslev er en større mængde af det giftige stof hypoklorit løbet ud.

En gaffeltrucks sammenstød med en plastbeholder med et giftigt blegemiddel har ført til, at otte personer er blevet kørt på sygehuset i Haderslev.

Uheldet skete under omlæsning af varer ved tre-tiden torsdag morgen på Danske Fragtmænds fragtcenter på Sverigesvej i Haderslevs industrikvarter.

- Ved gaffeltruckens sammenstød med beholderen, løb der hypoklorit ud, som kan være farligt at indånde, fortæller vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Truckføreren og en anden medarbejder blev utilpasse og er kørt på hospitalet med symptomer på en mulig forgiftning. Seks andre ansatte er også kørt på sygehuset til observation, fortæller vagtchefen.

Truckføreren blev mest eksponeret, og derfor ønsker sygehuset at beholde ham lidt længere end de øvrige syv, der udskrives.

Radiostationen skala fm erfarer, at i hvert fald 500 liter hypoklorit er væltet ud ved kollisionen. Blegemidlet kan i større mængder give vand i lungerne.

/ritzau/