En 48-årig lastbilchauffør er torsdag afgået ved døden, efter han kørte galt i sin lastbil som følge af et ildebefindende.

Det skriver Ekstra Bladet.

»Vi formoder, at han har fået et ildebefindende og hjertestop, og at det var det, der førte til ulykken,« siger vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Jørn Lindhardt, til Ekstra Bladet.

Ulykken skete på motorvej E45 ved Hedensted torsdag eftermiddag. Torsdag aften oplyser Sydøstjyllands Politi, at motorvejen igen er åben i begge retninger - dog kun et enkelt spor i hver retning. Det skyldes, at oprydningen på ulykkesstedet stadig er i gang.

»Lastbilen tabte noget dyrefoder, der skal suges op. Det har taget lidt længere tid, end vi havde regnet med. Men det skrider fremad,« siger Jørn Lindhardt.

Han oplyser samtidig, at der er meget trafik på stedet, så man kan stadig forvente noget kø.

BNB