40-årig jetsetkvindes formodede pusherven slap for at svare på spørgsmål i retten. Men hans fornemme veninde værdigede ham ikke et blik.

Måske var det i ængstelse over sin egen mulige skæbne, at den 40-årige Jetsetdronning mødte op i Københavns Byret klædt helt i sort.

Det er dag to i sagen, hvor jetsetkvinden er tiltalt for at have været i besiddelse af 170 gram kokain med henblik på videre overdragelse.

På dagens program er blandt andet afhøringen af den mand, der ifølge anklagemyndigheden leverede kokainen til kvinden. Han er selv tiltalt i sagen og nægter sig lige som kvinden skyldig.

- Han vil for så vidt gerne fortælle, at han ikke har noget med det her at gøre. Men jeg har rådet ham til ikke at udtale sig, sagde hans forsvarer, Michael Juul Eriksen.

Manden blev ført ind i retslokalet af fængselsbetjente. Han sidder i øjeblikket varetægtsfængslet og venter på, at hans sag skal for retten til sommer.

Jetsetkvinden kiggede konsekvent i en anden retning end manden, som har fået hende i fedtefadet. Det var aflytning af hans telefon, der i første omgang førte politiet på sporet af jetsetkvinden.

Ved retssagens første dag kom det ellers frem, at de to havde et nært og varmt venskab. Et venskab, der til tider mindede om et romantisk forhold.

Manden fungerede som en slags sjælesørger for kvinden, da hun havde en ægteskabelig krise sidste år. Men den støtte var hverken en hilsen eller et blik værd, da det kom til dagens retsmøde.

Efter at anklager Thomas Brædder og advokat Michael Juul Eriksen havde argumenteret frem og tilbage for og imod, hvorvidt manden havde pligt til at udtale sig i sagen, trak domsmandsretten sig tilbage for at votere.

Retten bestemte, at manden ikke havde pligt til at udtale sig, fordi han i givet fald ville kunne udsætte sig selv for at blive straffet ved at afsløre eventuelle ulovligheder.

/ritzau/