Den amerikanske skuespiller Tony Curtis er død.

Det bekræfter hans datter, Jamie Lee Curtis, til det amerikanske tv-program Entertainment Tonight. Men hun ønsker ikke at komme med yderligere kommentarer.

Den Oscar-nominerede Hollywood-stjerne blev 85 år og efterlader sig sin kone Jill Vandenberg og fem børn. Han døde onsdag aften, amerikansk tid, af hjertestop i sit hus i spillesbyen Las Vegas.

Tony Curtis er især kendt fra filmen "Some Like It Hot" (dansk titel: Ingen er fuldkommen) med Marilyn Monroe og Jack Lemmon, ligesom han i 1959 modtog en Oscar-nomination for sin rolle i "The Defiant Ones", som også havde Sidney Portier på rollelisten.
 
I 1989 medvirkede han i den danske film "Walter & Carlo i Amerika" med Ole Stephensen og Jarl Friis-Mikkelsen.

Tony Curtis har medvirket i mere end 140 film. Men han kunne også brilliere sig med at være på coveret af Beatles-albummet "Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club". Desuden lagde han stemme til karakteren "Stony Curtis" i tegnefilmen "The Flintstones".

De seneste år har han lagt skuespillerkarrieren lidt på hylden og har i stedet koncentreret sig om at male.

Tony Curtis er oprindelig dødt Bernard Schwartz. Han blev født den 3. juni 1925 i New York, USA.

Han var soldat under 2. verdenskrig. Bagefter kom han på skuespillerskole i New York. Det medførte en kontrakt med Universal Pictures, som senere førte ham til Hollywood.

Tony Curtis har været gift fem gang og fik i alt seks børn. Datteren Jamie Lee Curtis er fra hans første ægteskab med skuespillerinden Janet Leigh.